Lovecraft har ikke levet forgæves … Eller hvad?

Visse ting er ikke til at tælle. Den uendelige talrække. Stjerner på nattehimlen. Og antallet af metaludgivelser med Lovecraft-tema. Det schweiziske dødsthrash-ensemble Total Annihilation markerer sit 20-års jubilæum med Mountains of Madness – De Ydre Guder alene har tal på, hvor mange andre albummer der findes med denne titel. Nuvel. Sidste år blev jeg positivt overrasket over Puteraeons Mountains of Madness, der fra ende til anden var konceptualiseret som musikalsk gengivelse af den klassiske novelle, komplet med tilhørende musikvideoer med æstetik a la 1930’erne. Og så endda med et mere eller mindre vellykket resultat. Hvem ved? Måske gentager historien sig?

Fuld dødsfræs derudad

Lad mig bare spolere det på forhånd. Nej, der er ikke nogen positiv overraskelse gemt her. Jeg ved faktisk næsten ikke, hvor jeg skal starte med mine anker. Schweizerne er jo ellers kendt for håndværk, og især det krævende præcisionsarbejde, der medfører nogle af verdens mest berømte og velansete ure. Men dette urværk har altså fået kuk – og det er ikke den slags, der troligt lader én vide, hvornår der er gået halve og hele timer. Nej, det er nærmere ‘kuk’ som dem, man finder på kolbøttefabrikken. Det står til og med hurtigt klart, at der ikke er meget af pladens indhold, der kan relateres til Lovecraft. Der er meget lidt kosmisk og eksistentiel horror. I stedet er numrene stiløvelser i gamle travere fra dødsmetallens verden. Vi kommer omkring tortur, mentalt selvmord (hvabehar?) og frygten for mørket. Problemet er bare, at der ikke er megen variation i numrene, og til syvende og sidst er det svært at huske, hvornår vi beskæftigede os med tortur, og hvornår vi var bange for mørke.

“Beneath the Cross” skiller sig dog ud. Desværre på tåkrummende manér. Elendig brug af voiceover-effekter, der skal forestille at indgyde gudfrygtighed, ender blot med at være ufrivilligt komiske og gør i sidste ende intet for nummeret. Tværtimod ødelægger én af disse malplacerede stemmer et melodisk guitarintermezzo, der på egen hånd faktisk ville have stået blandt de bedre passager på pladen. Og nu vi er ved stemmer. Daniel Altweggs præstation på vokal er decideret ujævn og nærmest lige så uformelig som en shoggoth (den primære rædsel, der optræder i At The Mountains of Madness), så der kan da trækkes lidt tråde til Lovecraft. Det er dog næppe for foden af disse vanviddets bjerge, man skal finde sit musikalske Lovecraft-fix. Foruden albumtitlen er der nemlig ikke det store at komme efter, og de omtalte bjerge er blot en tom kulisse for alskens dårligdom og brutalitet. Der kunne være klasket et hvilket som helst label på, og resultatet havde været det samme. Utallige tentakler og vidtstrakte gab med sylespidse tænder er bare ‘mædl’, og så stopper tankevirksomheden tilsyneladende der. Dette album er et skoleeksempel på, at der findes meget metal af tvivlsom lødighed, der tager Lovecraft til indtægt for udtrådte tematikker.

Kuk i schweizeruret

Når mødet mellem død og thrash er bedst, kan det være en herlig, energisk affære. Men det er ikke tilfældet her. Der er en scene i Busters Verden, hvor Buster til et finere selskab får en herre til at afhænde et dyrt armbåndsur, for derefter at lægge det i en pose, udsætte det for hammerslag, for så til sidst på magisk vis at få uret til at dukke uskadt op igen. Total Annihilations forsøg på at gøre kunsten efter ender desværre med, at urets dele drysser ud på bordet i en sørgelig, rodet forfatning, der får selv en shoggoth til at tage sig yndig ud. Tre uformelige kranier herfra.