Ryggen mod muren
Siden Phantom Antichrist fra 2012 har Kreator befundet sig i en mærkværdig fase af karrieren. Den garvede gruppe fra Essen har således både formået at hæve sig over thrashmetallens truende stagnation, og samtidig vist sig udfordret på fortsat relevans. Hvor Gods of Violence udgjorde bagkatalogets ubestridelige højdepunkt i nyere tid, viste Hate Über Alles omvendt tydelige tegn på kunstnerisk bankerot. Krushers Of The World lander dermed i et krydsfelt af forventning og refleksion: et band, der atter har noget at bevise, både over for sine fans og over for sig selv. Titlen er altså ikke blot en hyldest til genrens umiskendelige aggressivitet, men et signal om, at de teutoniske titaner vil mere end bare gentage sig selv endsige hvile på fordums triumfer.
Fortiden bider fra sig
Krushers Of The World lægger fra land med “Seven Serpents”, hvor slangehvisken, raslen med haleranglen og et lumsk leadriff straks slår fast, at Kreator er tilbage i angrebsformation. Mille Petrozza lyder vidunderligt veloplagt, og kombinationen af speed’n’roll, tremolo picking og et pift af proto-black peger både bagud mod veteranerne Venom og Motörhead – og sidelæns mod kolleger som Sodom, der senest på The Arsonist også genopdagede værdien i det primitive raseri. “Satanic Anarchy” bygger videre på momentum med vanligt tempo, melodisk raseri og et refræn, der balancerer tyngde og groove takket være Frédéric Leclercqs fremtrædende baslinje.
Albummet accelererer yderligere med eponyme “Krushers Of The World”, hvor isnende atmosfære frembragt af tvillingetrådene sammenfletter tyskernes moderne æra. Ser man bort fra den lettere tåbelige titel, er det svært at mindes en mere potent signatur siden ”Phantom Antichrist”. Mørket sænker sig sidenhen på “Tränenpalast”, der gennem sin tematik tilfører albummet historisk dybde. Argento-insinuerende horroræstetik og en glubsk gæsteoptræden fra Britta Görtz (Hiraes) giver nummeret en ekstra dimension, der vokser for hver gennemlytning. At udtrykket så momentvis trækker i retning af moderne Arch Enemy, må vi se gennem fingre med i et ellers overbevisende midterstykke, som manifesterer albummets dystre identitet.
B-siden fastholder intensiteten, hvor især “Blood Of Our Blood” og “Combatants” demonstrerer et band, der bedre end de fleste formår at balancere dynamik, sangskrivning og fart. “Psychotic Imperator” og “Deathscream” retter respektfuldt honnør mod Slayer uden at kompromittere Kreators eget særkende, inden “Loyal To The Grave” binder sløjfe på albummet med spilleglæde, fællessang og et budskab, der – kitsch eller ej – faktisk føles oprigtigt.
Vi skal ikke hjem – vi skal videre!
Krushers Of The World fremstår først og fremmest som et markant comeback, der på mange måder fejer de yderst bekymrende tvivlsspørgsmål fra Hate Über Alles noget så eftertrykkeligt til side. Hvor forgængeren bar præg af træthed og tomgang, lyder Kreator nu fokuserede, foryngede og fandens sultne! Albummet er langt hen ad vejen på omgangshøjde med Gods of Violence – og overgår endda i nogen grad Phantom Antichrist, hvad angår sammenhængskraft og substans. Et værk, hvor rutine og rudimentært raseri går hånd i hånd, og hvor Petrozzas udvalgte formår at forvandle selvrefleksion til fremdrift. Kreator havde ryggen mod muren – og valgte at tage til genmæle med knusende overbevisning. Resultatet er blandt deres stærkeste udspil gennem det seneste årti og et klokkeklart bevis på, at thrashmetallen ikke bare lever. Den blomstrer og bringer spæde håb om genfødslen af genrens gyldne tidsalder.
