Deathcorens konfirmandstue
Barnemord, levende lemlæstning af en bjørn og fastnagling med syvtømmersøm gennem hænder og fødder til døden på et kors, mens tornekronen gnaver sig gennem pandefolderne og får blodet til at drive ned ad tindingerne: Biblen er egentlig ret metal. Hvis man stadig skulle være i tvivl, fasttømrer det aarhusianske deathcoreband Unseen Faith pointen på deres nyeste album, Fractured Will. De havde deres spæde start i efterskoletiden og lader på de tidligere udgivelser Waver og Evoke til hverken at have lagt troen eller drengedrømmenes store ambitioner bag sig. Der er dog ikke tale om en naiv barnetro, da Unseen Faith konstant tager stilling til, hvordan man kan tro på en barmhjertig Gud i en ubarmhjertig verden. Ekkoet af Jesu korsord ‘Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?’ klinger skingert gennem hele bandets repertoire. Spørgsmålet er, om de har fundet svaret på dette album, eller om bandet forbliver i deathcorens konfirmandstue.
Tonstung teodicé
Teodicé er ikke et nyt begreb, men det er den menneskelige lidelse ej heller, og derfor er det til stadighed relevant at skrige mod himlen i protest over alt det onde, der udspiller sig i verden. Det gør forsanger Alexander Eriksen mesterligt på sange som “Fractured Will”. Det leder denne teologinørds tanker hen på klagesangene i Salmernes Bog, når Eriksen lufter både tro og tvivl gennem lidelsesfulde passager om den livslede, som medfølger af at være vidne til en tragediefyldt tidsalder, hvor man må tro på trods - i hvert fald, hvis man sætter sin lid til en god, almægtig og indgribende Gud. Linjer som ‘I see faith beneath your pain’ beskriver lakonisk sindsstemningen, og det er næsten synd, at de forsvinder i lydbilledets overproducerede kakofoni. Hvis man først begynder at tyde poesien bag Eriksens screams, finder man dog mange smukke linjer som denne. Temposkiftene virker vel varierede og byder op til dans med hæsblæsende two-step midt i orkanens øje af stormende riffs og blæsende blastbeats.
Allerede på albummets næste nummer, “Cold Resolve”, begynder Unseen Faith dog at flirte lidt med genregrænserne til deathcorens mere velfriserede fætter, metalcoren. Sangen lægger melodisk ud, men man lulles ikke længe ind i roen eller troen, før vokalen rusker i vuggen og vækker barnet til gråd og dåd. De melodiske indslag og elektroniske elementer klæder lydbilledet, også selvom de sammen med den velpolerede produktion læner sig fra deathcore længere og længere over i metalcoregenren - gisp! Lige her vælger jeg dog at vende den anden kind til cirkelsparket i diskussionen om coregenrenes forskellige afkroge, for efterhånden er det lige så penibelt at adskille dem, som det er at skelne mellem kusiner og koner i Alabama.
“Cold Resolve” skiller sig særligt ud som albummets højdepunkt ved at have et særdeles velkomponeret breakdown. Dets slagstyrke fik mig næsten til at få oblaten i den gale hals: ‘I won’t stay silent’, hvisker Eriksen hvislende og viser dernæst, at han er en mand af sit ord. Han frembringer en lyd fra sin strubes afgrunds dyb, hvis lige gav genlyd fra mange badeværelser første januar. Hans vokal har generelt en imponerende ambitus, der sammen med bassist Christian Jensen giver lydbilledet en fin tyngde.
På flere af numrene tager de elektroniske elementer og den fintunede produktion dog over, særligt på “Graveheart”, hvor inspirationen fra Cabals elektroniske trommer er særdeles tydelig. Det er ærgerligt, for det fjerner fokus fra trommeslager Rasmus Rosenfeldt Hansens glimrende præstationer, når han gang på gang genfinder de blastbeats, der bragte bandet sammen. Guitarernes riffs falder af og til lidt i baggrunden, fordi de er så klassiske - men uden deres fundament ville de andre instrumenter ikke have noget at bygge på, og de fuldfører således deres tjans som bygherre af sangenes kompositioner.
Anton, dine bukser er revnet
Næstekærlighed er bare lidt mere spiselig, når den bliver serveret på blastbeats. Det fremstår klart, at Unseen Faith på denne plade har forsøgt at strække corens konventioner - men det virker dog ikke til, at de har fundet den endelige retning, som de skal trække den i. Genreelastikken viser sig dog ligesom et par joggingbukser efter juledagenes mange middage at være særdeles vid, og den kunne nok godt holde til, at de spændte den endnu mere. Særligt fordi dette album viser, at Unseen Faith mestrer hver en vævning af genrens mange tråde, og at de nok kunne sy den sammen igen, hvis stoffet sprækker. Der står i Biblen, at ingen må sætte en lap af nyt stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Unseen Faith blander dog netop klassisk og velkendt deathcore med nyere metalcore, og selvom deres syninger på enkelte sange kunne være mere elegante, så har skræddersvendene alligevel skabt et klædeligt gevandt af et album, som tåler mange gennemlytninger.
