Norge som metal mekka
Lige siden de tidlige halvfemsere har der vist været bred enighed blandt metal fans verdenen over om, at Norge i allerhøjeste grad hører til nær den absolutte top, når det kommer til at producere kvalitetsmetalbands. Mange bands har da også udmærket sig siden, hvor særligt black metallen har givet mange vellydende grupper. Men hvor meget kan vores norske broderfolk egentlig præstere i metallens andre undergenrer? Jeg har her skullet stifte bekendtskab med thrashbandet Tantara, og dette må siges at have været til stor fornøjelse!
Krystalklar produktion til velskabte metalsange
Med den anmelderroste debutplade Based on Evil i baghånden, produceret i København af legendariske Flemming Rasmussen, har Tantara noget at leve op til med denne udgivelse. Med dette album har bandet dog valgt at rykke væk fra den legendariske producer og hen til pladeselskabet Indie Recordings. Og hvordan lyder det så? Ja ærligt talt så lyder det sgu præcis som en god thrashplade skal. Produktionen er knivskarp, hvor alle instrumenter gør sig til kende i mixet. Samtidig bliver det heller ikke for poleret, og der er stadig god plads til vrede riff og aggression. Sangene på albummet prøver ikke at gentænke thrashgenren med nye idéer og påfund, men kreerer derimod blot nogle ekstremt ørehængende og velskrevne numre, som jeg tror både nye og gamle thrash fans vil finde fængende. Inspirationskilderne mærkes fra flere bands, dog uden at det kommer til at nærme sig plagiat.
Albummets første og måske mest populære sang “Punish the Punisher” lægger ud i højt tempo med en god mængde dobbeltpedal, hvilket er meget sigende for, hvad denne plade går ud på. Når guitaren til tider lader sig hænge lidt længere på akkorderne og tager et skridt tilbage, træder bassen tydeligere frem, og det er sgu ikke helt dårligt. Bassen er normalt ikke det bærende element, eller det instrument der er mest markeret i thrash metal. Selvfølgelig er det ikke altid sådan hvilket “For Whom the Bell Tolls” og “Practice What You Preach” med henholdsvis Metallica og Testament tydeligt viser, og her er “Punish the Punisher” altså ingen undtagelse. Albummet fortsætter med samme slagkraft på den næste sang “Death Awaits Me”, der med sit mere stacattoprægede riff og hooligankor i omkvædet, fremmaner en stemning lig slutfirsernes Anthrax. Den eneste sang, som man eventuelt godt kunne springe over, er den noget langsommere “Sleepwalking”. Sangen er centreret om et Sabbath inspireret riff, der desværre mangler både den kreativitet og tyngde, som Tony Iommi altid har mestret.
10 minutters metalopvisning viser fuldt potentiale!
Er man til thrash, skal man dog ikke snyde sig selv for at give denne plade et lyt, da jeg er sikker på, at den vil vinde respekt fra både genrens ældre og nyere fans. Musikken prøver som sagt ikke at være alt for nyskabende, men man kan dog stadig høre, at det er Tantara, man har med at gøre og ikke et hvilket helst andet thrashband. Albummet har seks sange, hvilket bliver spillet på blot 35 minutter. At et af højdepunkterne er det 10 minutter lange instrumentalnummer “White Noise” vidner kun om bandets enorme kunnen og sans for riffs. Tantara er thrash metalbandet, man ikke vidste, man manglede.
