Fra Aarhus til Rom
Til trods for at jeg tilbage i 2021 uddelte en anden plads til Ashes and Snow på min top-3 over bedste danske udgivelser det år, så må jeg erkende, at jeg ikke har hørt ét eneste nummer fra Sylvatica siden da. Derfor er en ny udgivelse et oplagt tidspunkt til at genopdage det aarhusianske ensemble. Bandet selv udtaler, at Cadaver Synod er en mørkere og mere rå omgang, samtidig med at det vil repræsentere en mere frisk og legesyg tilgang end før. For at cementere det mørke og bizarre har de navngivet albummet efter en af de måske mest bizarre retssager nogensinde, nemlig sagen mod den afdøde pave Formosus kendt som Kadaversynoden. En på alle måder fantastisk – og vanvittig – historie, som er utroligt metal og derfor ganske oplagt at lade sig inspirere af. Så lad os da dykke ned i Sylvaticas mørke og legesyge univers for at se, hvad Cadaver Synod egentligt har at byde på.
Legesyg = cirkusorgel
Det viser sig dog utroligt hurtigt, at ”mørke og legesyge” betyder hammondorgel a la Scooby Doo og Ghost krydret med bølledødsmetal. Hvor det forrige album emmede af finsk melo-død som eksempelvis Wintersun, så er Cadaver Synod betydeligt mere dansk i sit udtryk, og man tænker mere på bands som Mercenary. Numre som introen ”Strife” eller ”Papa Poltergeist” er forholdsvis stereotyp jysk dødsmetal tilsat en solid bunke leadguitar. På den efterfølgende ”Titivillus”, en sang om en lille djævel, der står bag stave- og trykfejl, bliver der for alvor skruet op for bodegastemningen. Guitarens rytmer slår over i noget, der mest af alt minder om en klodset og uskøn boogie-woogie.
Først på albummets femte sang, ”Song of the Leper”, får vi noget, der minder om materialet på Ashes and Snow, med masser af klaver og weltklasse guitarlir – noget, der går igen på de efterfølgende numre ”Scapegoat” og ”In the Eyes of God”. Det er her, hvor Sylvatica minder mig om, hvorfor jeg tidligere har rost dem – for alt andet lige så formår bandet at skrive nogle fuldstændigt fantastiske guitarpassager. At de tre numre så alle lyder som numre, man kunne finde på Ghosts tredje album, Meliora, er så et virkeligt underligt sammentræf. Men kombinationen af kirkeorglet og de svulstige 1980’erguitarmelodier stinker simpelthen bare af Papa og hans unavngivne gespenster.
Cadaver Synod er en underlig størrelse. Det lyder mest af alt, som om bandet skrev to – vidt forskellige EP’er – og så klaskede dem sammen.
Der er absolut ingen rød tråd mellem de første fire sange og de sidste fire sange, og valget om at inkludere en akustisk version af ”Song of the Leper” forstår jeg simpelthen ikke. Nok er det et godt nummer, men at smide det på to gange er altså lige lovligt i overkanten.
En værre rodebutik
Summa summarum så er Cadaver Synod hverken fugl eller fisk. Det er et album, der ikke helt ved, hvad det vil være. Vil det være bølledødsmetal med et smil på læben, eller vil det være storladen stadionrock? Vil det være uhyggeligt og handle om dæmoner og rådne paver, eller vil det handle om, at vi skal have ondt af dem på bunden af samfundet? Jeg aner det ikke, og jeg er rådvild.
Én ting er dog sikkert, og det er, at vi ikke er på niveau med bandets tidligere præstationer – desværre. Der er dog ikke tale om et decideret dårligt album, for der er absolut gode sange på albummet, men novra, hvor er det dog en værre omgang rod!
