Melankoliens mestre
Hos finske Swallow the Sun har barren altid ligget højt; de sørgmodige dødsdoomere kan noget helt særligt. Senest har vi her på redaktionen ladet os imponere af Songs from the North I, II & III, og selvom vi ikke var helt oppe at ringe over opfølgeren When a Shadow is Forced Into the Light, gav vi den syv flotte kranier med på vejen. Og det niveau kan bandet sagtens matche med deres nyeste skive, Moonflowers.
The Phantom of the Opera gone doom
Har du lyttet bare en smule til Swallow the Sun på deres seneste plader, ved du nogenlunde, hvad du får, når du trykker play på Moonflowers: Det er mørk og melankolsk doom med store armbevægelser og følelserne helt uden på tøjet. Indimellem lånes elementer fra dødsmetal samt gothic rock, og særlig på ”This House Has No Name” titter black metal-genren også frem. Der er således ikke de store overraskelser at finde på Moonflowers – men det er heller ikke nødvendigt. Kvaliteten er nemlig vanen tro ganske høj.
”Moonflowers Bloom in Misery” lægger for med strygeinstrumenter, clean guitar og en blød, ren vokal fra Mikko Kotamäki. Sangteksten er måske nok til den klichefyldte side, men det kan man nemt se igennem fingre med, når nummeret er så stemningsfuldt, som det er, og vokalen er så dragende. Flot start. De gode takter fortsætter henover ”Enemy”, ”Woven Into Sorrow” og ”All Hallows’ Grieve”. Førstnævnte er en smule mere aggressiv end sin forgænger og imponerer med betagende vokal og atmosfærisk instrumentalside. ”Woven Into Sorrow” leger med forskellige intensiteter, hvor både det kraftfulde omkvæd og kompositionens klimaks mod slutningen er store intense højdepunkter. Anderledes stille, men stadig intenst er det på ”All Hallows’ Grieve”. Her synger Kotamäki duet med Cammie Gilbert fra Oceans of Slumber, og selvom det er voldsomt sentimentalt og faktisk en smule cheesy, fungerer det. Luk øjnene, lyt, og giv dig hen til musikken.
Mere ambivalent bliver det på ”Keep Your Heart Safe From Me”, der trods sin tyngde og fængende stemning kører for meget i tomgang. Den kan simpelthen ikke bære sine knap otte minutters spilletid. En anelse forstyrrende er også ”The Void”, der – i hvert fald for mit vedkommende – kammer over og bliver alt, alt for patetisk og teatralsk, særligt i omkvædet.
Solid præstation
Swallow the Sun træder sjældent ved siden af, og det gør de såmænd heller ikke nu. Pladen er flot, fascinerende og dragende, og har du hang til det melankolske, vil du sikkert finde stor glæde i Moonflowers. Omvendt er det ikke en plade, der for alvor gør noget væsen af sig eller overrasker; du ved, hvad du får – og det er jo egentlig også fint nok. Husk i øvrigt at dukke op i Pumpehuset 4. februar, hvor finnerne (hvis alt går vel) kigger forbi – og er du superfan, kan du anskaffe dig en bonusudgave af Moonflowers, hvor de otte numre er omarrangeret til klassisk orkestermusik.
