På egne ben

Ditte Krøyer er ude med sit debutalbum, Towering Iron, og står dermed på egne ben efter sin tid i Vulvatorious, hvor hun markerede sig som en kompromisløs og fysisk tilstedeværende vokalist. Hun har længe været et stærkt navn i den københavnske undergrund på små og store scener – samt trailere – på blandt andet Copenhell, hvor hendes intense udtryk og konfronterende tilgang til metalgenren har gjort hende til noget særligt. Derfor er forventningen også, at et så solidt varemærke som Krøyer kan bære et soloprojekt. Spørgsmålet er, om det lader sig gøre på Towering Iron.

Ubehagelig rejse

Svaret er umiddelbart nej. “COVER ITS MOUTH” indledes ellers lovende med en hypnotisk, pulserende techno-trance, hvor Krøyers mørke og dyriske vokal skærer igennem og skaber en stærk kontrast mellem det mekaniske og det menneskelige ubehag. Det er netop i den spænding, hendes kunst lever. Alligevel vælger hun på dette nummer at få besøg af en af landets helt store soloartister – MØ – og det føles unødvendigt. I stedet for at cementere  sin egen identitet svækker det indtrykket af et soloprojekt, og nummeret, som ellers er albummets stærkeste, havde faktisk stået bedre uden denne gæsteoptræden.

Hvor Vulvatorious var guitardrevet og kollektivt, er Krøyer et mere personligt og konceptuelt projekt. Her erstattes de klassiske metalriffs af industrielle beats. Der er mørke elektroniske flader og støjende teksturer, mens hendes karakteristiske skrig og growl stadig fungerer som et centralt udtryk. Resultatet er et lydunivers, der trækker på både industrial, techno og eksperimenterende metal. Attituden er intakt – og den er massiv – men det er ikke altid nok. For ofte føles det, som om idéen om lyduniverset er stærkere end selve sangene.

Numre som førstesinglen “GAS STATION” fremstår som tomme passager, hvor hverken stemningen eller retningen for alvor bryder igennem. Den rå attitude alene er ikke unik nok, og lyden er ikke original nok. Albummet vil tydeligvis provokere og rive lytteren ud af sin komfortzone, blandt andet gennem abrupte skift og gentagelser som i “FUCKING HARVEST” og “ORDINARY GIRL”. Men provokationen mister sin effekt, når den ikke følges op af egentlig udvikling eller musikalitet, og det hele begynder at føles mere fragmenteret end bevidst.

Krøyer formår dog på albummet at opbygge et univers. Hendes baggrund fra Nakskov mærkes tydeligt; de kolde industrilandskaber, de endeløse roemarker, havneområder og forfaldne strukturer ligger som en konstant skygge over pladen og giver den en tung, fysisk tilstedeværelse. Det er beskidt, klaustrofobisk og bevidst ubehageligt. Brudvis får Krøyer lytteren ind i velfungerende trancer som for eksempel indledningsvis på “GLASS STORM” eller “HYDRO”, men lige så hurtigt rives man ud af trancen ved indtrædelsen af højfrekvente synthtoner. Disse kontraster og metoder er velkendte virkemidler, men virker ikke originale nok til at bære projektet.

Projektet er ufærdigt

Towering Iron er uden tvivl et modigt og kompromisløst projekt, men det føles også ufærdigt. Man sidder tilbage med en følelse af potentiale snarere end forløsning. Det er ikke en plade, der inviterer dig ind – den skubber dig væk, og denne gang uden helt at give dig en grund til at blive.

Efter endt gennemlytning er følelsen ikke forløsning, men snarere, at man trænger til et bad. Og måske var det meningen. Problemet er bare, at ubehaget ikke helt retfærdiggør rejsen.