Forhåbentlig ikke en sneboldeffekt

Danmark har i mange år kunnet bryste sig af at være verdens lykkeligste land. For nogle år siden måtte vi dog afgive førstepladsen til Finland, og på dette års liste over verdens lykkeligste lande har Danmark endnu engang måttet afgive en placering. Denne gang til Island. Al den snak om hygge er tydeligvis bare et røgslør for at undgå alverdens dystre fremtidsudsigter. Netop disse dystre fremtidsudsigter er Andreas Bjulver fra Cabal dykket ned i på soloprojektet bleak.. Et projekt, der i april kaster ep'en It's All Bleak af sig.

Er der ikke noget mere råddenskab, der skal spredes?

At bleak. har en meget tydelig deathcorelyd, kommer nok ikke bag på nogen, Andreas primære musikalske beskæftigelse in mente. Dog er der på ep'en også en ganske stor inspiration hentet fra rappen og hiphoppen.

Vi skal dog helt hen til det afsluttende titelnummer, hvor bandet Gradience kigger forbi, før disse to musikalske verdener mødes ordentligt. Rapstykket er tungt og dystert og lyder præcis som en person, der har opgivet at drømme om en lysere fremtid nogensinde. Et sortsyn, som deathcore-stykket bakker mere op om, end en dansk politiker bakker op om at hæve andres pensionsalder. Hiphop-beatet får en overhaling af bas og guitar stemt i kælderen, og frustrationen i Andreas' brøl indbyder fornemt til et kram med en længde reb. Fordelingen af rap og deathcore kunne godt være mere ligelig og mindre opdelt, men det er bestemt bedre udført, end hvad man kender fra eksempelvis Dethrxner.

Inden Gradience dog hjælper Andreas med at komme på rette spor, skal vi gennem fire mildest talt uinteressante numre. Mest træls er “Leech”, der dybest set lyder som en hardcoret Cabal-sektion skrinlagt i evigheden, da stykket aldrig kommer nogen vegne eller for alvor formår at ramme et slå-på-tæven-niveau over en pudekamp med en femårig. At den gode hr. Bjulver så alligevel mener, at det var godt nok til at kaste en irriterende vokal henover, som ikke rigtig kan beslutte sig for, om der skal rappes eller brøles, bekræfter kun den tidligere beslutning om permanent arkivering. Rap-delen af vokalen matcher den tamme pudekamp, så den vej rundt forstår man godt beslutningen om at booste den med et brøl. Men hvis evnerne ikke er til reel rap, så skulle man nok ikke have startet et rap-inspireret deathcore-projekt. At opbygningen til breakdownet på “Dig Deep” rammer totalt skævt, og at “Burned Out” lyder som kedelig, overgemt Unseen Faith, er ikke verdens undergang, men jeg har mere tiltro til, at en kasse bajere overlever Copenhell, end jeg har til den fortsatte overlevelse af bleak.. Når en af årsagerne til danskernes faldne lykke blandt andet er unges brug af sociale medier, så virker det en anelse tonedøvt, at dette projekt med temaer om blandt andet stress og depression, og med sanglængder på cirka to minutter, nærmest synes kurateret til et medie som TikTok.

Spilletiden er heldigvis kun knap ti minutter

Nødvendigheden i at have et frirum til musikalske eskapader, der ikke nødvendigvis passer ind i Cabal, forstår jeg udmærket. At Andreas synes, at rap/hiphop og deathcore kan være interessant, og at han beder Gradience om at svinge forbi til et nummer, er en glimrende beslutning. Det skulle nok bare være blevet ved det enkelte nummer. It’s All Bleak er generisk moderne deathcore, simplificeret for at passe til rap-flows og reduceret til det absolutte minimum for at passe ind i ungdommens overdrevent sygelige forbrug af sociale medier.