Glædestårer og klicheer

Mens resten af deres landsmænd græd, da Notre Dame brændte i 2019, åbnede Seth en flaske bourgogne – ikke for at sørge, men for at fejre. Ganske vist er det utrolig uoriginalt, at et black-band lader sig inspirere af brændende kirker, men Seth er også af den gamle garde, så klichéer er forventelige. La Morsure Du Christ (Kristus Bid) er bandets sjette album, men det skal nok nærmere ses som bandets andet album – det lyder måske forvirrende, men forhåbentlig giver det mening efter en nærmere gennemgang af disse kutteklædte franskmænd.

Store ideer: lille lyd

Hvis man kort tilsidesætter den åbenlyse sataniske og blasfemiske tematik, så er La Morsure du Christ lige så meget fortællingen om Seth. Som tidligere nævnt er det – teknisk set – bandets sjette album, men bandet (som i øvrigt endnu engang har skiftet størstedelen af besætningen ud) er gået tilbage til den stil, de brugte på debuten fra 1998, Les blessures de l’äme, og ignorer derfor totalt de album, bandet har udgivet i mellemtiden. Så på samme måde som Notre Dame er brændt, er det gamle Seth brændt ned – for i stedet at blive genskabt i sin oprindelige, naturlige form. La Morsure Du Christ byder derfor på syv portioner med melodisk, teatralsk og episk black metal – ganske vist uden keyboards for det er trods alt ikke Dimmu Borgir. Ligeledes er lyrikken skrevet på fransk og endda på aleksandriner, ligesom Les blessures de l’äme var det. At bandet har valgt at skrive hele balladen på netop disse rimvers, er da en morsom detalje, men medmindre man virkeligt nørder lyrikken (og hvem i alverden gør det, når det kommer til black metal?), så er det faktisk komplet ligegyldigt.

La Morsure Du Christ er tænkt som et storslået og bombastisk værk, så derfor undrer det mig, at produktionen og lyden er så flad og tæmmet, som den er – der mangler virkelig noget ”oomph”, især bassen og stortrommen gemmer sig godt og grundigt i lydlandskabet. For et album der skal forstille at være det klokkeslag, der ringer en ny verden ind, så er det altså en noget tavs omgang – ikke just noget, der ville kunne vælte det etablerede samfund, som var det Jerikos mure.

Faktisk lyder bandet alt for glade og triumferende, netop som om slaget var vundet. Ganske vist er der masser af melankolske passager fremført på akustisk guitar, men misantropien bliver aldrig overbevisende – så illusionen om Seth bliver desværre brudt, og det står soleklart, at det ”bare er noget, de leger”. Så ganske vist har bandet valgt at afbilde den brændende kirke på coveret, men det er særdeles tydeligt, at vi ikke er ude i ny Aske-sag.

Tue tes chéries

La Morsure du Christ er ikke et dårligt album – bestemt ikke. Der er flere fremragende numre og flotte melodier, men som helhedsindtryk fungerer det ikke specielt godt. Albummet bliver hurtigt repetitivt, da numrene mangler identitet og gennemslagskraft. Ligeledes bliver det til tider så melodisk, at black-delen fremstår spag og impotent, hvilket også kan skyldes den flade produktion. Da albummet alligevel skal forstås som en form for genkomst og genfødsel, så havde EP-formatet måske fungeret bedre – så havde vi, forhåbentlig, stået med de fire stærkeste numre og dermed et bedre slutresultat. Så Seth, fedt, at I er ”tilbage”, fedt, at I har store planer, ambitioner og aspirationer. Nu mangler I bare en bedre lydtekniker samt et nyt mantra – må jeg anbefale ”kill your darlings”?