De burde være vestjyder
Når man i løbet af dagen skal af med de usunde mængder koffeinholdige drikke, som skal til for at holde et moderne menneske i gang, så er der efter toilettet uanede mængder sultent kloakrør, der ligger klar til at tage imod. Men selv i dagens Danmark er kloakering ikke totalt udbredt. Især i sommerhuse kan man risikere, at det er den kære septiktank, som agerer endestation. En fabelagtig opfindelse som har eksisteret i over 150 år. Sådan en tank skal tømmes cirka en gang om året, og ved dette års tømning kom Septic Worship (Intolerant Spree of Infesting Forms), debutpladen fra danske Septage, sørme også med ud.
Ledighed er roden til alt ondt
Hvorfor gemmer Septages debutalbum sig så på bunden af en septiktank, spørger du? Ganske enkelt. Med den lækre blanding af kloakdød og materiefyldt goregrind, som Septage gør sig i, så er en septiktank albummets naturlige habitat.
Efter at “Inauguration of Septic Tank Release and Epic Faecal Sludge Chugg-Off” projektilopkaster pladen i gang, og alt, hvad dernæst følger, kræver øregangen skyllet med industrielle mængder klorin. “Septic Deterioration and Decomposition (Lubricated in Feces for the Great Beyond)” er som et eksploderet kloakrør, som på 25 sekunder oversprøjter lytteren i første kvalitets slam, hvis lige ikke er set siden Carcass’ Symphonies of Sickness. At “Intolerant Spree of Infesting Forms (Septic Worship)” derefter disker op med goregrindens klæbrige groovegrind gør kun oplevelsen bedre. Det er dog med firkløveret “Emetic Rites”, “Fungi Licks (of Septic Drainage Effluent)”, “Devastation of Intestinal Flora by Bushmeat and Infected Blood” og “Haris ve Afir Dalyarakların Hazin Sonu (Nihai İnfilak)”, at Septage virkelig kommer til deres ret. Den absolut mest bundrådne Undergangsdød i hæsblæsende duel med så 80’er Carcasset goregrind, at Septage næsten burde skamme sig, perfekt afrundet med divebombs og guitarsoli, som på ingen måde burde høre hjemme, men alligevel passer perfekt. Det er latterligt godt. Fem minutter og tyve sekunder, der får Ryan Dunns slamfyldte spildevandsbad til at fremstå som et karbad med æteriske olier, er alt, hvad Septage havde behøvet for at overbevise lytteren om, hvem der er kongen af kloakken.
Nu har pladen så bare ni numre og små 15 minutter mere, end hvad ovenstående byder på. For til trods for, at "Inauguration…" åbner med et brag, så følger “Candidiasis French Kiss” trop med det sløjeste sludge-riff på denne side af Sneglefeber. Og i stedet for at runde pladen af med et brag, så skal man trækkes med ”Airborne Droplets of the Infected” og ”Başkasının Kusmuğu”. Trods gode takter, så synker begge numre alt for hurtigt ned i magelighedens kloakdødstøfler, og der går alt for meget tid med at nørkle rundt i et groove, som selv Obituary synes er alt for langt over sidste salgsdato. Og sådan går det generelt, når Septage kigger dybt i gryden med den rådne død. Og når man kun har givet sig selv 20 minutter, så er der ikke plads til at spilde tiden.
Jeg trænger til et bad
Ser man dog for en stund bort fra, at Septic Worship (Intolerant Spree of Infesting Forms) prøver at løse alle livets problemer med kloak-grooves, så mestrer Septage den slimede og vamle grind til fulde. Pladen byder på noget af det bedste, genren har skabt, siden Jeff Walker og Bill Steer kiggede hinanden dybt i øjnene og skålede i en kop maddikefyldt spildevand. Så har du også brug for at have en øregang, der er ligeså beskidt som det lokale rensningsanlæg, så er der ingen vej uden om Septage.
