Hvor skal man overhovedet begynde?

I mit hoved havde jeg planlagt, at hele denne intro skulle handle om, hvor trælse myg er, og hvor åndet et bandnavn Sea Mosquito er. Den ide faldt dog hurtigt til jorden, da én enkelt googlesøgning fortalte mig, at en ’sea mosquito’ ikke er en myg, men et britisk bombefly – lavet af træ – fra anden verdenskrig. Bandet er ganske vist fra London, men det er så også      den eneste forbindelse til føromtalte flyver. Samtlige udgivelser, som bandet har produceret, har handlet om spiritisme, religion og diverse hjemmehæklede fortællinger om ånder og deslige. Så ergo er bandet her komplet og aldeles myggefrit – både i forhold til verdens mest irriterende insekt og et forvokset legetøjsfly. Men nu har vi etableret, hvad Sea Mosquito ikke går ud på, så nu må det være på tide at se, hvad Majestas rent faktisk drejer sig om. Hvilket er lidt af en sisyfosopgave.

Tidsspilde

Sea Mosquito spiller en spøjs kombination af eksperimenterende avantgardemetal, industrial black og dødsmetal tilsat sporadiske passager af ’spoken word’ på arabisk. Ydermere er en del af lyrikken inspireret af den rumænske professor Mircea Eliades tekster. På papiret lyder det som en ret vild kombination, men i virkeligheden er musikken faktisk forholdsvis ligefrem. Sat på spidsen lyder Majestas som, hvis man puttede Corpse Fleur, Ulcerate og Blut Aus Nord ned i en blender og så ellers gik Marco Evaristti på tændknappen.

Det endelige resultat er langtfra elendigt, men samtidig ganske langtfra at være godt. Der er da passager hist og pist, som fungerer udmærket, eksempelvis introen på ”Organs Dissolved in Lacquer” eller den spanske guitar i ”Dead to the World”.

Men samtidig er der numre, som blot eksisterer for at æde ens dyrebare tid, og ”To Look Upon Your Own Skeleton” er et udmærket eksempel på dette. Det er altså otte minutter, som man kunne have brugt på alt muligt andet, selv blot det at stirre på noget maling, der tørrer, ville være en bedre investering. Især er ’trommesoloen’ i c-stykket intet mindre end ekstraordinært irriterende. Den lyder nøjagtig, som hvis man sender en indskolingsklasse ind i et musiklokale og fortæller dem, at nu er der fri leg.

En beige regnbue

’Fri leg’ er generelt en passende måde at opsummere Majestas på. For der er ingen rød tråd her, og det virker til, at samtlige numre mestendels er kommet til verden ud fra en ide om ’hvorfor ikke?’. Samtidig er det dog en plade, der – trods det, at den gør sit ypperste for at være både skæv og vild – fremstår utroligt kedelig. Som en regnbue, hvor kun farverne kaki, beige og oliven indgår. Så trods diverse forsøg på at fremstå majestætisk og imposant så er Majestas omtrent lige så underholdende som et Kongen af Queens-maraton.