"Nothing Ever Dies...." - Med dette nummer indledes det femte fuldlængde album fra det svenske punk band, Psychopunch. Hvad det er de mener der aldrig dør, skal jeg ikke kunne svare på, men man fristes til at tro at det er den klassiske punk og den gode gamle Rock 'n' Roll de mener. Det er i hvertfald hovedelementerne på denne udgivelse, som man næsten kun kan placere under kategorien "Punk 'n' Roll".

Psychopunch har et drive som få andre, og det er endda på trods af, at vokalen på denne promo er meget utydelig, en ting der dog er rettet op på til den endelige udgivelse. Men altså, selv uden vokalen opretholder Psychopunch. ved hjælp af utallige små guitarsoloer, den energi der kendetegner punken, endda i stor stil. Hvis jeg skal finde noget at kritisere ved "Smashed On Arrival", så må det være den til tider manglende variation. Nogle af de 12 tracks lyder en del som hinanden. En ting der sikkert glæder mange gamle fans, men for mig der aldrig havde hørt navnet før og som skal overbevises, kan det godt gøre at man mister interessen et øjeblik. Her er ikke tale om et mesterværk eller nogen revolutionerende udgivelse, men derimod om en solid omgang genbrug fra de fire svenskeres favorit genrer. Og det fungerer langt hen ad vejen upåklageligt, for som de selv siger på ét af CD'ens bedste numre: "Nothing Ever Dies". Ikke engang Punk eller Rock 'n' Roll.

På trods af, at min foretrukne genre i sin tid er udsprunget fra punken, har punk egentlig aldrig sagt mig det store, men vores svenske naboer har her lavet 12 sange som alligevel formår at fange mig ret godt. Min interesse for dette album kan så skyldes at der på albummet her er meget andet end punk at spore. Som sagt er der her ikke tale om rendyrket punk, nej her er der rodet godt i den gamle Rock-kasse, hvilket gør at der er noget for selv os der ikke er de store beundrer af punk. Men med lidt mere variation, så kunne det her skam godt være motivet for at jeg i fremtiden ikke vil virke så afvisende overfor genren.