Ungdommen nu til dags

Et tegn på alderdom er vel, at man ubevidst kan betegne øvrige voksne mennesker som ”unge”. Norske Ormskrik er dog unge i den forstand, at de allerede debuterer i deres teenageår, hvilket trods alt hører til sjældenhederne. Det giver naturligvis ingen bonuspoint, men det har nordmændene så sandelig heller ikke brug for. Hvad der nemlig også hører til sjældenhederne er, at Ormskrik er et velskrevet og hårdtslående debutalbum af melodisk formørket thrash. Lyt engang.

Mere end riffs

Til tider lyder Ormskrik meget som en blanding mellem gammel og ny Skeletonwitch, og åbneren ”Occultness” viser det med al tydelighed. Rytmegruppen river gennem rasende moltonet riffing samt alskens punk-, thrash- og blastbeats. Men selvom sangene er tonet i mol, lykkes det nordmændene at lyde vrede frem for kede, hvilket som altid er et succeskriterium. Gruppen har et væsentligt større sangskrivningstalent, end man skulle have gættet ud fra erfaringen, alderen, og/eller stilarten, og fra tid til anden triumferer sangene lige så meget på grund af opbygningen som på grund af den øvrige kvalitet.

Det første indtryk af Ormskriks inspirationskilde er naturligvis Skeletonwitch (som jeg elsker), men Ormskrik er ikke ”bare” et hyldestband. ”Destroyer of Worlds” leverer rent, hårdtslående thrash i midt-til-højtempo, som i stedet overrasker med en halvakustisk midtersektion. ”Oblation” er et tidligt mellemspil, som retfærdiggør sig selv ved at lede glimrende op til den nærmest dødsthrashende ”March of the Dead”. Hen over midten tager albummet imidlertid et nøk opad i kvalitet. ”Deathwind” blander et groove-riff med off-beat med aldeles hårdtslående effekt, men skifter til en flot blanding af dur og mol i omkvædet, og endelig direkte tilbage til verset. ”Helheim” indledes som ligefrem melodisk black metal, før et hæsblæsende ’Witch-riff tager lytteren tilbage til Serpents Unleashed. Som inspirationerne holder Ormskrik intensiteten høj; kun i slutminuttet går sangen ned i midtertempo, mens tonaliteten bibeholdes. I slutningen af albummet groover gutterne overbevisende på både ”Hecatomb” og ”Eye for an Eye”, indtil gruppen giver en velfortjent og højtidelig melodisk afrunding. Som nævnt er sangskrivningen meget moden, og albummet er som følge deraf meget mere end ”bare” en serie af rivende riffs og hæs vokal, som jeg ellers havde stillet mig fint tilfreds med.

Nu hvor jeg har forsikret om, at Ormskrik minsandten er en velskrevet og -udført debut af arrig thrash, så tillad mig at komme med i hvert fald et enkelt kritikpunkt. Til tider føles riffene temmelig gentagende, eksempelvis på ”Descend Into Madness” (som jeg i øvrigt er vild med). Gentagelse i sig selv er pointen med riffs, naturligvis, men Ormskrik kan med fordel bringe lidt tonal variation ind i gentagelserne. Når jeg f.eks. lytter til Serpents Unleashed, bliver jeg ofte overrasket over, hvor komplekst guitarspillet er – der sker hele tiden noget, hvilket jeg savner i enkle stykker på Ormskrik. Endelig er det heller ikke hvert stykke, jeg er ellevild med – verset i ”Destroyer of Worlds”, omkvædet i ”March of the Dead” samt verset i ”Hecatomb” lever ikke helt op til riffkvaliteten på resten af albummet. Ormskrik varer 46:28, hvilket er okay langt for et thrash-album, men ingen af sangene føles helt unødvendige. Skulle jeg skære en væk, skulle det være tredjesidste ”The Morbid Arrives”, mest gå grund af sin punkede enkelthed.

Velovervejet vrede

Det her er altså dårlig stil, men jeg fortsætter analysen ind i konklusionen: Præstationerne er også virkelig gode. Ormskrik lyder vredt, fordi Ormskrik lyder vrede; naturligvis anført af en forrygende galsindet vokal. Albummet har også en velbalanceret og rimelig organisk produktion, hvor navnlig vokalen og lilletrommen lyder dejlig naturlige. Det var det. Ormskriks selvtitulerede debut er en succes, som sidestiller en umiddelbar og vedvarende afpissethed med usædvanlig dybsindig sangskrivning. Albummet udgives på det norske pladeselskab Fysisk Format, så køb det og thrash løs.