Drengerøvsimage og skateboard
På trods af min kærlighed til metalcore må selv jeg erkende, at der modsat julefrokosten er langt mellem snapsene med hensyn til kvalitet. Derfor bliver man også helt barnligt opstemt, når man støder på et band, der sender én direkte tilbage til dengang med langt hår, en hud i konstant krigstilstand og en morgenmad bestående af romkugler fra den lokale bager. Blink 182 dominerede playlisten dengang, og den der ligegyldige teenageagtige rebelskhed, hvor alt føles vigtigt, selvom ingenting er, sniger sig tilbage, når jeg sætter Oathbound på. Som et glimt af fortiden. Forestil dig en bastard mellem Killswitch Engage og Blink 182 med et solidt fokus på tunge, fængende riffs med en nasal forsanger. Se, det er opskriften på nostalgi.
Riffbaseret raseri
Oathbound stammer fra USA, udgav deres første EP i 2024, og Colors in Grey er deres debutalbum. Det er dog ikke noget, man umiddelbart kan høre. Lyden er markant mere udviklet end hos mange lignende bands, der behandler metalcore som en samlebåndsproduktion af halvkedelige kærlighedskvaler og forudsigelige breakdowns. Amerikanerne har forstået en simpel, men ofte glemt sandhed: Et stærkt riff bærer en langt. Derfor giver sammenligningen med Killswitch Engage god mening; tænk bare på ”My Curse”, et riff så solidt, at det nægter at dø. Man skal ikke undervurdere vigtigheden af dette instinkt.
Førstesinglen ”False Ideals” er en fantastisk eksekvering af moderne metalcore: en unik vokal, et introriff, der rammer plet, et let progget vers, som bygger spændingen op, inden det velkendte tager over. ”Set Adrift” følger nogenlunde samme formular, men med et tungere riff og et mere luftigt omkvæd, der giver en mere balanceret dynamik. Oathbound er dog ikke en one-trick-pony. Trommerne får også plads i rampelyset, især på ”Misunderstood”, hvor specifikt trommesoloen er med til at elevere nummeret.
Spøjst nok er titelnummeret faktisk pladens svageste. Ærgerligt, når det samtidig fungerer som det første reelle nummer. Som typen, der foretrækker forret frem for dessert, vil jeg helst have serveret det tunge skyts fra start, men her må jeg tålmodigt vente. Heldigvis har gruppen en del i baghånden, så man får hurtigt rystet det anonyme nummer af sig. Er musikken innovativ? På ingen måde. Men den er effektiv.
En bred palet af farver, trods titlen
Colors in Grey er en god debut, der uden tøven leverer nostalgisk metalcore. Den tager muligvis lidt for lang tid om at komme i gang, men ingen kan modsige, at amerikanerne er gode til at skrive riffs. Fremstår det til tider mere som en kollektion af gode singler end et reelt album? Ja, muligvis. Men niveauet er højt, taget i betragtning, vi har med en debutplade at gøre, skal den også belønnes derefter.