Fra YouTube til pladekontrakt

Chez Kane er en britisk sangerinde, som for omtrent ti år siden begyndte at lægge videoer op på YouTube, hvor hun med stor overbevisning fremførte andre kunstneres sange. I 2021 skrev hun kontrakt med Frontiers Records, og senere samme år udkom debutalbummet Chez Kane. I 2022 udkom andet album, Powerzone. Sidste år indspillede hun den fremragende duet ”Don't Cry Wolf” sammen med Crazy Lixx’ Danny Rexon, som i øvrigt har produceret denne plade. Tidligere i år smed hun et lod i puljen om at blive Skid Rows nye frontfigur i forbindelse med deres verdensomspændende audition. Men for nu koncentrerer vi os om hendes seneste udspil, Reckless, der slet ikke er så hensynsløst endda.

Firsertrip og tydelige referencer

Velpoleret blød hardrock/AOR søbet til i synth er, hvad Chez Kane har at byde på. Og det lyder virkelig godt, sangene er fængende, og næsten alt, hvad man kan forestille sig af firserklichéer, bliver brugt som virkemiddel. To saxofonsoloer, masser guitarheltesoli og gadebandekor. Ja, det eneste, der mangler, er – underligt nok – en sang, der modulerer til sidst. Referencerne er udtalt Vixen og Heart, men med markant skandinavisk kant, takket være den overdrevne brug af synth, som leder tankerne hen på kunstnere som Erika og Aina. Derudover kan man trække paralleller til landsfællen Lisa Dominique, især på nummeret ”Personal Rock N' Roll”.

Selvom musikken virkelig svinger, er det lidt ærgerligt, at pladen kun består af glad-i-låget-syng-med-sange. Jeg kunne godt have ønsket mig en akustisk ballade eller et par stykker, som ikke lige handlede om sex, lidenskab, fest, oprør og mere sex. Linjer som ”I'm craving your touch, baby, take me now, whoah, strip me down” og ”Let me be your bad girl, I can be your bad girl, so if you want a bad girl, here I am” er godt nok ikke plat som Steel Panther, ej heller lummer som Ørkenens Sønner, men nok mere det, de unge kalder for 'cringe'. Det gør også, at pladen fremstår noget ufarlig, let, og som om Chez Kane bevidst har forsøgt at løfte arven fra Samantha Fox, og hvis det sidste er tilfældet, så slipper hun faktisk ret godt afsted med det.

Det er vanskeligt at fremhæve nogle numre frem for andre, da de alle er lige iørefaldende. Ved sidste gennemlytning var det den ultramelodiske ”Street Survivor”, som gav mig det største smil på læben. Det, at alle skæringerne har samme kvalitet, kommer paradoksalt nok til at trække det samlede indtryk lidt ned. Lad mig forklare: Spol tilbage til slutfirserne/starthalvfemserne, dit favoritband udgiver snart en ny plade, du har hørt en single eller to fra den, som er fængende klassisk party hardrock, tænk Warrants ”Cherry Pie” eller Slaughters ”Up All Night”. Nu glæder du dig til at få fingrene i hele herligheden og høre de dybere sange, hvor bandet har lidt mere på hjerte end fest og farver. På Reckless har Chez Kane indspillet ti sange, der alle kunne have været førstesingler, og det gør unægteligt, at det indtryk, man får, er noget overfladisk, omend sangene er vanvittig gode, hvis man ser isoleret på dem.

Sex sells, but who's buying?

Albumcoveret taler for sig selv, og dengang i de gode gamle dage, hvor man stod i pladeforretningen og bladrede igennem vinylerne, kunne det sikkert godt have været udslagsgivende for, hvilken udgivelse ens hårdt tjente penge landede på. På nutidens streamingtjenester gør det nok ikke den store forskel. Chez Kane synger godt og er bakket op af nogle talentfulde musikere, sangene er godkendt hver og én, der er firsernostalgi for alle pengene, men jeg savner helt klart noget mere substans i teksterne.