Eluveitie, Illumishade og Fabienne Erni

Schweiziske Fabienne Erni, som de fleste nok kender fra Eluveitie, er efter mange år klar med sit første soloalbum. Men det er ikke første gang, hun søger andre græsgange under himlens stjerner. Sammen med guitarist Jonas Wolf dannede hun Illumishade, som i 2024 udgav Another Side of You, en blød omgang alternativ metal, spækket med stærke melodier og oplagt som gateway til tungere sager. Derfor var min forventning også, at Starveil ville læne sig op ad samme udtryk, måske krydret med en smule folk. Ikke mindst med tanke på Ernis talent på harpen og hendes forkærlighed for det mystiske, næsten shamaniske univers. Men Starveil går skridtet videre, med selvopfundne chants og atmosfæriske opbygninger. Spørgsmålet er så, om det er ægte magi eller et røgslør, der skal dække over manglen på ideer.

Multiprojekter og mange kasketter

De seneste par år har budt på en lidt trættende tendens: erfarne bandmedlemmer, der springer ud som soloartister, uden for alvor at sparke døren ind. Kan du huske Marko Hietalas Roses From the Deep? Nej vel? Den var omtrent lige så mindeværdig som en regnvejrsdag i november. Jeg kan nævne mange flere og vil faktisk gå så vidt og sige, at Simone Simons Vermillion har været det eneste positive bekendtskab. Starveil lægger sig et sted midtimellem: som en kombination af Vermillion og Illumishades eget materiale. Problemet er bare, at selv med en beskeden spilletid på 39 minutter føles albummet oppustet. Der er ganske enkelt for meget fyld, og flere af singlerne mangler en kant og karakter, der skal til for at skille sig ud.

”Thalen Muron” er ensformig og decideret enerverende. Den bæres primært af en alt for seriøs chanting, der bliver gentaget så mange gange, at man til sidst føler sig fanget i en evig introduktionscirkel i børnehaven. Hvis ambitionen var at ramme stemningen fra en shamanistisk landsby mod syd, er det lykkedes. Hvis ambitionen derimod var at lave et godt nummer, så ikke. ”Living and the Dead” klarer sig ikke meget bedre. Den er så forglemmelig, at den nærmest forsvinder, mens den spiller, og kun efterlader en silhuet, i form af Ernis flotte vokal. Men det er jo ikke ligefrem en ny opdagelse, at frontkvinden kan synge. Så hvad er det egentlig, albummet gør rigtigt, tænker du sikkert.

Jo, når Erni og co. læner sig ind i de symfoniske elementer – det krydderi, som Eluveitie tidligere mestrede, inden de besluttede sig for, at Anv kun skulle appellere til belgiske munke og hæklekoner – så gør de det glimrende. ”Sky’s Breath” viser tydelig progression, og Erni rammer de høje toner med en skrøbelig, næsten svævende aura, der giver nummeret kant og sjæl. ”Stone by Stone” er ligeledes et stærkt, fængende nummer, som uden problemer kunne snige sig ind i rotationen hos Rock FM. Generelt har Erni en klar evne til at skabe positiv, melodisk metal i den bløde ende af spektret. Men man sidder stadig tilbage med en nagende følelse af, at der mangler noget fandenivoldskhed, noget nerve. For ja, det er pænt, men behøver det at være pænt hele tiden, uden at kaste shamanistisk vrøvl efter lytteren? Det synes jeg ikke, nej.

Ikke en essentiel udgivelse

Fabienne Ernis debut er for det meste en forudsigelig affære, der snubler en smule, hver gang den forsøger at overraske. Er den stemningsfuld? Ja. Synger hun godt? Ja. Fungerer den som et helstøbt album? Ikke helt, nej. Jeg har altid haft en svaghed for dygtige sangerinder i symfonisk metal, tænk Sharon den Adel, Tarja Turunen, Simone Simons og Charlotte Wessels. Men Starveil formår ikke at konkurrere med udgivelser fra konkurrenterne.