Svensk undergrund
Nazghor er et yderst aktivt svensk black metal-band, der nu udsender deres syvende fuldlængdealbum, Infernal Aphorism, på bare seks år. Ganske imponerende arbejdsmoral, men på trods af al den aktivitet har de aldrig rigtigt været i stand til at hæve sig op over den svenske metalundergrund, og det sker efter alt at dømme heller ikke denne gang, for der er noget gennemsnitligt og halvkedeligt over løjerne.
Nazghor beskriver selv deres stil som “pure and raw but melodic black metal of death”, og det er faktisk en ganske rammende beskrivelse af musikken på Infernal Aphorism. Selvom alle de kendte black metal-elementer er der, er der både melodi og en hel del breaks og temposkift på de fleste sange, og det hører jo normalt ikke rigtigt til på en traditionel black metal-skive. Ofte lyder det næsten, som om Ghost havde besluttet at lave rigtig black. Om det er en ros, må være op til den enkelte lytter.
Swenglish? Really?
Løjerne starter med en yderst traditionel intro med den noget uopfindsomme titel ”Opus Profanus” – men hvis man skal lave en rigtig stemningsfuld spoken word metal-intro, holder det altså ikke en meter, at speakeren taler engelsk med tykt svensk accent! Så går det dog klart bedre på de næste 2-3 numre, der viser, at Nazghor faktisk langtfra er uden evner. Især tredje sang, ”Decrection at Eschaton”, er en forrygende gang ”melodic black metal of death”, endda med en vildskab, der grænser op til hardcore og punk. Virkelig godt gået! Singlen ”The Darkness of Eternity” er mere traditionel black, og den holder også fint.
Herefter går det desværre ned ad bakke, på trods af enkelte lyspunkter hist og pist. Alt for mange af de følgende numre følger den samme skabelon med de samme tremolo-figurer, og det bliver efterhånden både trivielt og uinspireret. Det virker ret generisk, og med tiden mister man helt interessen.
Infernal Aphorism slutter dog godt af med et par epics på henholdsvis 8 og 10 minutter. ”Absence of Light” og især ”Infernal Aphorism” byder på kærkomne afbrydelser af monotonien, bl.a. med lidt klaver og noget kirkekor – ikke just originalt, men det fungerer ganske udmærket. Det kan dog desværre ikke ændre det samlede billede af en plade, der på trods af gode takter aldrig brænder helt igennem.
