Alt eller intet
Da jeg anmeldte Myraths forrige album, Karma, pointerede jeg, at den tunesiske gruppe havde gennemgået et voldsomt genreskifte. De orientalske elementer var stadig til stede, men nu pakket tungt ind i europæisk power metal. Det krævede tilvænning, men var trods alt forfriskende i forhold til tidligere udgivelser. Problemet er bare, at nye produkter også kan blive trættende. Jeg var eksempelvis meget begejstret for Coca Cola Cherry, da den udkom, men 14 dage senere gav den mig mere kvalme end tanken om det danske landsholds kamp mod Skotland sidste år. Wilderness of Mirrors fortsætter ufortrødent i samme spor som Karma, dog med et større fokus på storladne omkvæd, syng-med-sektioner og alverdens naturlyde smidt ind med rund hånd, koste hvad det vil. Og prisen? De ellers flotte prog-elementer må til tider træde tilbage i skyggerne af krattet.
Syng nu med, for satan …
Jeg har altid haft lidt svært ved at anerkende Myrath som et rendyrket prog-band. De er mere end det. En hybrid af folk, heavy metal, power og prog. En blanding der både er deres styrke og deres svaghed. Til forskel fra Soen, der startede som en lettere Tool-esque kopi og siden holdt stædigt fast i deres lyd, har Myrath trods alt forsøgt at udvikle sig løbende. Karma er et godt eksempel, og det skal de have kredit for. For uden udvikling stagnerer scenen. Det ser man overalt. I metalverdenen har metalcore oplevet det, i gamingverdenen er Ubisoft synonym for kreativ stilstand, mens VAR i fodbold gik fra løsning til problem. Wilderness of Mirrors vil mange ting, men rammer ikke plet hver gang. Det mest gennemgående krav til lytteren er dog tydeligt: SYNG MED. Helst hele tiden. De storladne omkvæd står i kø, og det tipper til tider over i decideret arenarock, hvor nuancerne må vige for det umiddelbart fængende.
Ifølge Myrath selv stammer Wilderness of Mirrors fra et udtryk brugt af en tidligere cia-agent, der efter et ophold i Østen beskrev en verden, hvor intet er, som det ser ud til. En tilstand af konstant forvirring mellem virkelighed og illusion – og i nyere kontekst også AI og dens ustoppelige fremmarch. Tematikken giver god mening. Den er tidstypisk, relevant og i princippet interessant. Men det skurrer lidt i øjnene, når man tænker på, at Myrath meget åbenlyst benyttede AI til sit cover af Karma. Det efterlader en lidt konfus eftersmag at prædike om et problem, man selv er en del af. Men dobbeltmoral er selvfølgelig bedre end ingen moral.
Pladens bedste nummer, ”Still the Dawn Will Come”, rammer plet ved elegant at blande orientalske elementer med moderne power metal, og Zaher Zorgatis vokal er, som forventet, både stærk og stemningsfuld. Til gengæld halter guitararbejdet en smule denne gang. De store mindeværdige riffs er sværere at finde, som om fokus i højere grad har været på atmosfære end egentlig slagkraft. Åbningsnummeret ”The Funeral” er et glimrende eksempel. Der er minimalt med egentlig sang, og det føles mere som et soundtrack til en Disney-film i stil med Løvernes Konge end et metalnummer. Det bliver for cinematisk og poleret.
Progget, men samtidig rocket
Myrath har efter min mening skabt et album, der trods sine progressive rødder i landskabet læner sig lidt for tungt op ad arenaomkvæd og syng-med-venlige strukturer. Det er unikt, ja, men er det unikt godt? Det er jeg ikke sikker på. Karma havde stærkere singler, mens Wilderness of Mirrors fungerer bedre som en samlet enhed, trods sine tydelige mangler. Derfor må det tunesiske band nøjes med seks kranier i denne omgang.
