Skibet er ladet med…
I det nordlige Afrika ligger Tunesien. Landet er kendt for sin rige kulturarv, nationalretten couscous og de gyldne strande i Middelhavets baghave. Det azurblå hav har været inspiration til adskillige nationalhyldester og tekster. For netop arven er oftest i højsædet i Tunesien – og er nok også den primære årsag til, at Tunesien ikke vælter sig i heavy metal-artister. Det mest kendte band er kvintetten Myrath, som blev dannet i 2001. Deres orientalske metal, som er en kombination af prog, power, heavy og folk, bærer stort præg af arabisk sang og inkorporerer desuden kulturen, hvor den kan. Der bliver brugt arabiske og mellemøstlige instrumenter såsom tamburin, strengeinstrumentet quanun, arabisk violin og adskillige versioner af slag- og klappeinstrumenter. Lyden er derfor markant anderledes, end det vi er vant til fra vestlige bands, og så alligevel. For den nye udgivelse Karma skifter stil og tager afstand fra bandets tidligere værker med adskillige fodlængder. Det er nok også for det bedste, for tuneserne trådte vande på deres to sidste udgivelser, Shehili og Legacy, og trængte i den grad til at genopfinde sig selv. Det gjorde de så!
Karma, selvtillid og et AI-skabt cover
Trods stilen er omlagt, har Karma dog stadig rigeligt med mellemøstlig inspiration at byde på. Fokusset denne gang er dog mere på powermetal end heavy metal. Forestil jer en orientalsk version af Kamelot, så er vi der næsten. Den arabiske sang er stort set forsvundet, så denne gang fremstår lydbilledet meget mere nordisk europæisk end tidligere, hvilket er yderst skelsættende. Personligt føler jeg, at det er en klar forbedring set fra et moderne synspunkt, da lyden er mere universel og føles skræddersyet til live-koncerter med et højt tempo. Omvendt kan man argumentere for, at Myrath har skilt sig af med den ting, som gjorde dem mest unik. Begge sider af sagen er forståelige, men i sidste ende lyder tuneserne stadig fantastisk, so who gives a damn…
Albummets a-side er spækket med fantastiske ørehængere, og jeg blev bogstavelig talt blæst væk, da jeg hørte dem første gang. Indledningsnummeret ”To The Stars” fremviser den nye stil og sætter øjeblikkeligt tempo på udgivelsen. Zaher Zorgati (vokal) lyder nøjagtigt lige så glimrende, som han plejer, og Malek Ben Arbia (guitar) viser øjeblikkeligt flotte teknikker på nummeret ”Into the Light”, hvor guitaren er i frontsædet. Nummeret gør godt brug af breakdowns og eksploderer ved flere lejligheder i glædessang med en yderst opløftet stemning. Skivens bedste nummer er dog ”Words Are Failing”, som har det mest fængende omkvæd, som jeg har hørt i flere måneder. De progressive elementer fremstår meget skandinaviske, og der er tydelig inspiration fra bands som Evergrey og Symphony X (sidstnævnte er desuden Malek Ben Arbias yndlingsband ifølge et ældre interview med guitaristen. Selvom der mangler lidt teknik for at kunne nå genregiganterne, viser Myrath, at de er kommet et godt stykke af vejen.
Albummets b-side mangler dog lige det sidste. Flere omkvæd, eksempelvis på ”Wheel of Time” og ”The Empire”, når ikke de højder, som pladen indledte med og føles knap så episke, som de burde. På førstesinglen ”Heroes” lyder bandet desuden ekstremt svenske, og her går der nærmest MGP i den. Det er for meget af det gode, og her kommer man hurtigt til at savne de mellemøstlige inspirationer, som bandet førhen excellerede i.
Karma er klar til den store scene
Myrath har med Karma gjort sig klar til sæsonens turné, og tuneserne har allerede nu planlagt besøg til både Summerside Festival i Schweiz og Poland Rock Festival. Jeg kan kun forestille mig, at deres mere europæiske powermetal-tilgang vil blive hyldet, og mon ikke det kan blive startskuddet til flere bookninger i fremtiden. Karma er spækket med ørehængere og lyder allerbedst, når den bliver spillet på max volumen på det store anlæg i stuen. Med stilskiftet risikerer Myrath dog, at fanbasen emigrerer – men heldigvis får de også nye fans som undertegnede, der kvitterer med otte kranier i denne omgang.
