Velkendt formel – stadig uden bid
Mere af det samme
Det er ikke mere end halvandet år siden, vi sidst hørte fra esbjergenserne i Black Oak County. Dengang var det albummet III, der her hos heavymetal.dk fik ros for, at et par af numrene var superfede, og at bandet havde fundet sig en rigtig lækker lyd. Dog fik de også ord med på vejen om, at de for tit røg i floskelfælden og lød alt for meget som kedelige og uopfindsomme udgaver af Nickelback, Alter Bridge og Creed. Alt i alt blev det til fire skuffede kranier fra undertegnede, der sagtens kunne se potentialet, men ikke lykkedes med at finde ørehængerkvalitet ret mange steder.
Det Copenhell-aktuelle band er nu ude med deres nye langspiller, Misprint, og det var med store forventninger, jeg smed pladen på anlægget op til denne anmeldelse. Desværre skulle jeg blive slemt skuffet. Hæng på, for nu kommer jeg til at gentage mig selv.
Der tegner sig et mønster
Lad os starte med de positive ting. Black Oak County har en pissefed lyd. Nicklas Sonne har igen siddet bag pulten og drejet knapper, og det har han gjort ganske fortræffeligt. Samtlige instrumenter og ikke mindst frontmand og guitarist, Niels Beier, lyder fremragende. Alt går klart igennem, og den mur af guitar, der er en af de allerstærkeste ting ved bandet, er voldsomt fed og massiv. Okay, indrømmet; indtil videre er dette afsnit stort set copy/paste af den forrige anmeldelse. Der er nemlig ikke ret meget nyt under solen, og hvis bandet ikke anstrenger sig, hvorfor skal jeg så?
Videre til de knap så gode ting. Trods det meget generiske og trivielle spor, forrige plade kørte i, var der et par skæringer, som var ganske udmærkede. Endda med hooks, der blev hængende i det indre øre et stykke tid. Denne gang bliver intet hængende. Teksterne er banale, harmonierne er forudsigelige og sangstrukturerne de samme, som i længden resulterer i en ret intetsigende lytteoplevelse. Faktisk skulle man næsten tro, at Black Oak County ruller med samme taktik, som det danske fodboldlandshold har gjort på det seneste. Det er ideløst, uden bid, bliver aldrig rigtig farligt, og man er heller ikke synderligt interesseret i at lave om på noget.
Er jeg for grov? Ja, det er jeg da. Jeg bliver nemlig lidt muggen, når man med et så solidt fundament under fødderne ikke præsterer bedre. Jo jo, det kan selvfølgelig svipse af og til, og nogle gange har alle på holdet bare en ‘off-day’, men forekommer det mange gange i træk, er der noget andet på spil. Noget langt mere alvorligt, og noget, der bør rettes op. Og det gælder uanset, om man er et band eller et fodboldhold. Bevares, åbneren “Kill the Pain” er ikke decideret skidt. Riffet er cool og udtrykket ligeså. Samme gør sig gældende for den ømme “Starlight” og den nogenlunde “Sick and Tired”, men hold da magle hvor er det bare hørt mange gange før. Det var cool nok i 2003, dengang Lise Rønne og Huxi Bach præsenterede fed hard rock og post grunge på Boogie-listen, men rekonstruktioner, der grænser til plagiat 23 år senere, har jeg svært ved at se meningen med. Det behøver ikke være fisefornem og progressiv kunst alt sammen – det må også godt bare være underholdning, man ikke skal tænke så meget over – men fire albummer med så mange variationer af det samme nummer er altså for meget af det gode.
Far er ikke vred …
Man kunne fristes til at tro, at jeg finder stor nydelse i at udtale mig negativt om visse bands. Men det kunne faktisk ikke være mere usandt. Én ting er at give et tilfældigt ungarsk band en dårlig karakter, men det er bestemt ikke morsomt, når det gælder et band fra vores egen andedam. Jeg ønsker alt godt for alle vores aldeles fremragende danske bands, men når Black Oak County – som jo i dén grad besidder et potentiale – ikke leverer mere end de gør, kan jeg ikke uddele mere end tre kranier.
Er man fan af gruppen, vil man sikkert være ganske tilfreds med Misprint, der er et album, der endnu en gang leverer forudsigelig floskelrock uden finesse. Til det hurtige rock-fix kan det måske gå an i en snæver vending, hvis man ikke er kræsen med sin rockmusik. Men særligt spændende eller sågar langtidsholdbart er det ikke. Jeg håber inderligt, gruppen leverer varen live på sommerens Copenhell. For på plade gør de ikke.
