Victorius spiller koncert på Epic Fest 2026.
Victorius - World War Dinosaur

World War Dinosaur

· Udkommer

Type:Album
Antal numre:12

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Med ekstra remoulade

Det tyske powermetalband Victorius har altid været lidt ”over the top”, og denne gang går de skridtet videre.
I 6. klasse spillede jeg heks i skolekomedien ”Tottenhotterne med ekstra remoulade”. Det kom jeg straks til at tænke på, da jeg så coveret og sangtitlerne på Victorius’ nye album. Et allerede særligt univers, der er lidt fjollet og sjovt, med Victorius helt særegne elementer i en helt unik kombination, og nu med ekstra remo. Det er Victorius, som man kender det, men bare ekstra cheesy på den lækre måde. Man skulle tro, det var svært at toppe albummet Space Ninjas from Hell, hvad angår ekstra ost, men det er lykkedes.

Lad laseren op, slib sværdet og sadl din dinosaur op

World War Dinosaur er den tyske gruppes syvende album. Det starter, hvor de seneste er sluppet, i et univers med intergalaktiske dinosaurer, ninjaer og bandet som kæmpende riddere i guldrustninger. Der er skruet lidt ned for drager, fønikser og andet fra D&D verdenen, men skruet op de våbenbærende dinoer. Det er ikke kun sangtitler og cover, der er med ekstra remoulade. Musikken følger med, så der er fuld knald på fra start. En kosmisk krig over tolv kampe. Albummet blæser fra start med episk kraft, vokal i klassisk powermetal falset og en lanse der bliver til en rå, brutal trommestik, der pisker lyden frem i “Kingdom of the Strong".

Spread your wings and fly
High above the steel blue sky
One for all and all for one
In the kingdom of the strong

En for alle og alle for én. I videoen til nummeret går bandet i krig med rustning, sværd, automatvåben og guitarer mod en lige så godt bevæbnet dinosaur. Perfekt start. Se videoen, eller tænk Europe møder østeuropæisk Eurovision på lydsiden og Fellowship of the Ring, hvor heltene bærer guldrustning og automatvåben, inden de drager mod Mordor, hvor dinosaurer med kanoner på ryggen venter i stedet for en hær af orker.

Det tredje nummer, “Dino Race From Outer Space”, er nummeret, alle friske dinosaurer får på hjernen efter en lytning. En ligesom lettere og mere ABBAsk pop-slasker. “Dino race, oh oh” er linjen, der gentages igen og igen. Omkvædene er tydelige og lette at synge med på. Forsanger David Baßin (T-rex) ligger altid højt, og det bliver aldrig til growl eller noget, hvor du bliver i tvivl om teksten. Det er meningen, at vi skal høre, hvad dinosaurerne har gang i, og hvilke våben de tager med i kamp. “Dino Race From Outer Space” er som beskrevet lidt mere poppet end resten af albummet, og Victorius har i det hele taget en mere poppet lyd end powermetal generelt, så der er virkelig tale om en lækker slasker. De efterfølgende “Raptor Squad Attack” og “Brachio Bazooka Battalion” er også vellykkede og med godt tempo, ørehængende tekst og så catchy et omkvæd, at numrene bliver hængende i hovedet resten af dagen. Det er svært ikke at blive glad i låget. Alle fire sange fra den netop udgivne EP, er blandt de fem første numre, og deromkring i lytningen går det også op for mig, at jeg fader lidt ud. Numrene er knap så catchy, og ikke helt så ”over the top” som første halvdel. Det bliver langsommere og numrene bliver mere ens i tempo og intonation, så i forhold til første halvdel er det lidt en ørkenvandring, inden albummet slutter med “Lost Legacy”, hvor der ifølge teksten rides mod evigheden

Luften går af ballonen

Victorius ved, hvad de laver, og de laver det godt. Sjovt univers og gennemtænkt koncept med styr på instrumenterne og produktionen. Ikke noget nyt under solen, men mere af det, der virker. Albummet mister lidt af pusten i den anden halvdel. Måske havde det været bedre at nøjes med EP’en, eller hvis numrene derfra var fordelt lidt bedre ud på albummet. En virkelig stærk EP ender med et album, der stadig er i den gode ende, men mistede pusten i forhold til at lande en topkarakter.

Victorius indleder deres “Tour of the Strong” til Epic Fest 2026 i Roskilde, hvis du får lyst til et særligt powermetal-univers med lidt ekstra.

Tracklist

  1. Kingdom of the Strong
  2. World War Dinosaur
  3. Dino Race from Outer Space
  4. Raptor Squad Attack
  5. Brachio Bazooka Battalion
  6. March to War
  7. Evil Mean Megalodon
  8. Dino Power Resistance
  9. Prehistoric Panzer Power
  10. Lazer Ninja Thunderstorm
  11. Golden Glory
  12. Lost Legacy