I sorgens stund
Himlen er blevet en stjerne rigere, om end verden føles mørkere end nogensinde før. Med Ozzys begrædelige bortgang frisk i erindring kunne In Mourning næppe have valgt et bedre tidspunkt til at minde os om, hvor smukt – og smertefuldt – selvsamme mørke kan være. Her fremstår titlen The Immortal på sin vis som en utilsigtet spøg fra svenskernes side, for hvis nogen er udødelig i sind og ånd, må det vel være netop Mørkets Fyrste. Men selv når de største takker af, må livet gå sin videre gang – og i denne sammenhæng således også anmeldergerningen. Klip tilbage til In Mourning, som redaktionen senest havde under behandling i forbindelse med udgivelsen af Garden of Storms. Med sine grundtemaer om indre konflikter og filosofisk refleksion bevæger The Immortal sig atter i grænselandet mellem progressiv og melodisk dødsmetal, hvor der skæves til kolleger som finske Insomnium, landsfællerne i Opeth og ikke mindst australske Be’lakor.
Progressive og poetiske penselstrøg
Med afsæt i albummets instrumentale titelnummer fremviser In Mourning deres evner til at væve dybe følelser ind i en musikalsk kompleksitet, hvor melankoli og dramaturgi går hånd i hånd med teknisk kunnen. Kompositionerne folder sig ud som en biografouverture, der nærmest tvinger lytteren til at sænke paraderne og lade sig opsluge af et atmosfærisk vakuum. Deri findes en smuk dualitet – en sorg over tab, der samtidig føles frigørende og oplysende, hvilket sætter tonen for resten af pladen. Ledende strengevrider Tim Nedergård formår her at balancere det progressive med det melodiske, hvor både guitarriffs og -soli udgør farverige penselstrøg, der maler dystre landskaber uden at blive for komplicerede.
Det er især under numre som ”Silver Crescent og ”Song of the Cranes”, at denne kombination træder frem. Hvor uforudsigelig struktur møder emotionel tyngde, og hvor vokalernes dynamiske skift mellem rå og rene passager giver et levende, næsten narrativt udtryk. Fremhæves bør også ”As Long as the Twilight Stays” for sit progressive element, der understøtter albummets filosofiske tematik om indre konflikt og eksistentiel usikkerhed uden at virke distanceret eller selvcentreret. I stedet lykkes det svenskerne at fremmane et univers, hvor mørket yder trøst og skræmmer i ét og samme moment. Det er en stærk kombination, der måske ikke revolutionerer genren, men som leverer en stabil og følelsesladet oplevelse.
Med ”The Sojourner” får vi albummets flagskib og førstesingle, hvorpå In Mourning flekser både muskler og musikalitet. Et nummer, der påkalder sig maksimal opmærksomhed, og som samtidig står i skærende kontrast til ”Moonless Sky”: en afdæmpet meditation over døden, der på simpel, inderlig og effektiv vis formår at ramme en blottet nerve. Afrundende ”The Hounding” fungerer som et virtuost crescendo, hvor især guitarspillet fremstår velfriseret og nydeligt. Nummeret besidder ikke desto mindre kun ringe grad af selvstændig identitet, hvorfor de godt otte minutters spilletid nemt kan føles lige til den langstrakte side.
Refleksion over referencerammen
The Immortal er af den størrelse, der afkræver sin lytter tid såvel som rette sindelag. Produktionen er skarp, og In Mourning formår til stadighed at balancere teknisk tæft med følelsesmæssig resonans. Alligevel læner albummet sig til tider lidt for meget op ad genrens konventioner og sine tydelige forbilleder uden at tilføre hverken det nødvendige vovemod eller kompositoriske overraskelser, der kunne løfte udtrykket til et nyt niveau. Selvom der bestemt er rigeligt med højdepunkter, som ”The Sojourner” og ”As Long as the Twilight Stays”, er en kommende status som en genredefinerende milepæl meget langt væk. Det betyder ikke, at det er en svag plade. Tværtimod er det et solidt værk, hvor sorg, skønhed og skygger indgår i en sirlig symbiose, og som uden tvivl vil finde vej til hjertet hos fans af melodisk og progressiv dødsmetal.
