Comme si thrash?

Dengang i 80’erne var San Franciscos Bay Area thrashens kogekedel. Thrash var nyt og totalundergrund. Indspilningskvaliteten var mange gange derefter, men da der viste sig at være penge i skidtet, steg lydkvaliteten. Der er selvsagt sket en del med indspilningsteknikken på 40 år, og den thrash, vi ser i dag, står sonisk oftest ret skarpt. Det samme kan siges om franskmændene Mortal Scepter, der med Ethereal Dominance præsenterer deres andet album siden gruppens start i 2012.

Sømmet I bund

Mortal Scepter har et konservativt forhold til genrens konventioner, deres thrash er klippeklart funderet i 80’erne. Og der bliver spillet hurtigt. Med passende afbrydelser, små melodiske mellemspil og rappe soli. Vokalen er det eneste sted, hvor de går andre veje, og antager en mere blackmetallisk stil. Som Venom, med gutturale ”Urgh” leveret i Tom G. Warriors ånd. Rent musikalsk lufter franskmændene lidt af de samme tricks som Vektor, dog blottet for progressive digressioner. Det er thrash skåret effektivt ind til benet med sans for, at musikken skal underholde og have tilpas detaljer for at kunne det. ”Ethereal Dominance” åbner og cementerer det stærke håndværk, mens ”Omegacide Deadrays” har underholdningsværdi og endda ørehængerpotentiale - dog ikke i omkvædet, men i introens pompøse akkorder. Vil man have omkvæd tager det kun 18 sekunder for ”Sense Ablation” at nå dertil, og den traditionelle vers-omkvæd-struktur er dermed afsluttet på rundt regnet et minut. Resten af nummeret genopføres 1. verdenskrig med guitarerne som maskingeværer. Det er thrash for connaisseurs, naturligvis med soli, der generelt holdes til den korte side, eksekveret med en præcision, der peger imod Friedman/Mustaine.

Trommespillet er hørt før på en hvilken som helst anden thrashudgivelse. De passer perfekt ind, men selve spillet er meget traditionelt. En vis cubanskfødt trommeslager har vist, hvordan den slags skal skæres, og dér har franskmændene noget at indhente. Mens trommerne tæsker tilforladeligt derudad, gemmer bassen sig et eller andet sted i de brølende guitarer, og er reelt ikke savnet.

Selvom albummet sagtens kan stå sig med både Exodus og Anthrax, mangler der noget selvstændig identitet. Den finder de dog til slut, hvor de genopfinder en velkendt britisk heavy metal-institution. Selveste Iron Maiden, for fans af Maiden bør starte med slutningen. “Into The Wolves Den” åbner med riff, atmosfære og struktur, der lyder som en glemt perle fra Killers. En overraskende stærk afslutter, og en køreplan for hvordan franskmændene bør gribe sagen an fremover.

Et fremadrettet blik med sjælen forankret i 80’erne

Overskriften siger det hele. Det er musik leveret med hjertet. Franskmændene har haft en fest med at indspille Ethereal Dominance og demonstrerer, at man ikke behøver udvirke mirakler for at underholde. Albummet kører den hjem i højt tempo med staccatoriff og en skovlfuld melodi. På den måde eksemplificeres thrashmetallens essens, noget som vi skal helt tilbage til de store kanoners bedre udgivelser for at genfinde.