En ny verdensorden
I kølvandet på COVID-19-pandemien spirede adskillige konspirationsteorier om The Great Reset, et globalt initiativ med sigte mod en grønnere og mere bæredygtig økonomi. En af de mest gængse teorier beror på etableringen af en ny verdensorden, og mistanken har i den grad også rodfæstet sig hos hollandske The Monolith Deathcult (TMDC). Trioen er opvokset i et land med despotiske ar på sjæl og legeme, og frygten for et nyt diktatur såvel som krig, undertrykkelse og død er derfor ofte at finde på dagsordenen. The Demon Who Makes Trophies of Men, kultens niende forsamling i fuld længde, er ingen undtagelse. Bag gryderne finder vi atter Frank Schilperoort (Haliphron, God Dethroned), der siden 2017 har varetaget en tilbagevendende rolle som session drummer.
Din krop er ikke længere din egen
Det siges, at virkeligheden ofte overgår fantasien, og der er jo nok noget om snakken. Hvad enten vi vælger at orientere os i bakspejlet eller holder blikket på vejen, konfronteres vi med ubegribelige konsekvenser af menneskehedens overgreb. Den fiktive ’Predator’ fra filmen af samme navn, hvis brutale væsen og natur i øvrigt har lagt kimen til titlen The Demon …, fremstår dermed ironisk nok som et frikvarter fra albummets øvrige grusomheder. Selve atmosfæren indrammes af Schilperoorts kompakte trommemønstre, mens elektroniske flader og symfonier, der flirter med SepticFlesh understøtter rovdyrets knurren mellem verselinjerne. Arnolds ikoniske punchline ‘Get to the chopper!’ fortætter naturligvis blot stemningen af 80’er-action på steroider.
Fra Centralamerikas jungle flyttes fokus ganske brat, idet ”Commanders Encircled With Foes” kredser tæt om plottet i TV-serien The Handmaid’s Tale. Efter princippet ’hvis Karl Sanders stod i front for Ministry’ dumper vi her ned i et dystopisk samfund. En totalitær regering sidder tungt på magten, og samfundets få fødedygtige kvinder er gjort til slaver for at sikre det faldende fødselstal. Det skrækindjagende scenarie om statens magt og dermed uindskrænkede råderet over menneskekroppen indfinder sig ligeledes på ”Kindertodeslied MMXXIV”. Under de døende dage af ‘Das Reich’ betragtes bolsjevikkernes besættelse af et bombet Berlin gennem øjnene på to 12-årige medlemmer af Hitlerjugend. Robin Koks sprukne dødsrallen, de hidsige synths og den maniske guddommeliggørelse af ’Føreren’ hamrer alle søm i kisten på en tragisk og yderst kontroversiel komposition.
Der er dog samtidig lagt en indsats i at få The Demon … til at fremstå tidssvarende. Det bærer omskrivningen af lyrikken i den stærkt Putin-kritiske ”Gogmagog – The Bryansk Forest Re-visited” tydeligt præg af. På tværs af både historiske og aktuelle oplæg med teatralske virkemidler slår handlingen et par uventede metafysiske sving undervejs. ”The Nightmare Corpse-city of R’lyeh” er således tilegnet en Lovecraft-inspirereret metaforik om Cthulhu. Vi får i tilgift en hymne med samme panache og flair for effektfuld dramaturgi, som vi forbinder med især den sydeuropæiske scene for symfonisk død (SepticFlesh, Fleshgod Apocalyse, etcetera). Som Johannes’ Åbenbaring udgør Det Nye Testamentes konkluderende kapitel, således gør også ”I Spew Thee out of my Mouth MMXXIII” på nærværende opus. Navngivet efter et tekstuddrag fra selvsamme beretning lægger nummerets baslinje en yderst delikat klangbund. Vi bør tillige kippe med flaget for neddroslingen af de elektroniske beats og intensiveringen af det symfoniske tech death-udtryk, der over en bred kam klæder TMDC bedst.
Til kamp for en tabt sag
På trods af de velmenende intentioner om øget tilgængelighed ender The Demon … i stik modsatte grøft. Den røde tråd, der sirligt drager paralleller mellem kinematografi og historiske begivenheder på tværs af de tre tidszoner, knækker ganske enkelt over på midten. Albummet rummer utallige lag og et væld af referencer, og selvom historierne isoleret set leveres med overbevisning og samtidens berettigelse, så forplumrer dualiteten i skæringerne langt mere, end de gavner. “Commanders Encircled With Foes” er et glimrende eksempel herpå. Foruden den åbenlyse demonstration mod statens ekspropriering af menneskeliv ligger også en latent protest mod AI-genereret kunst og design. På samme vis falder skæringerne fra henholdsvis Lovecrafts univers og den kristne bibel noget uden for kategori. Og så har vi end ikke adresseret den til tider alt for insisterende anvendelse af industrialiserede synthesizere. Alt i alt kan The Demon … betragtes som en udgivelse, hvor gevinsterne ved den frit flydende kreativitet nogenlunde opvejes af den komplette mangel på mådehold. Måske en genstart slet ikke ville være så tosset endda… ?!
