Meridian - Metallurgy

Metallurgy

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Stærkt udspil fra den danske vestkyst

Introduktion

Danske Meridian, der startede som et Accept-coverband under navnet London Leatherboys, blev dannet i 2006 og har to EP'er i ryggen fra hhv. 2007 og 2009. Metallurgy er esbjergensernes første full-length, og det lover rigtig godt for fremtiden. Men der er også plads til forbedringer.

Gennemgang

Stilen er ganske klar; Meridian spiller god gammeldags heavy metal med en masse energi og uden de store udsving. Det er ganske ukompliceret, og enhver kan være med. Efter en kort intro kastes vi ud i nummeret "Between Love and Hate", og så er vi ellers igang. Der er smæk på fra start og det er med svinefed lyd. Det er tydeligt, at Meridian er dygtige og tilmed har haft gode folk bag pulten (bl.a. Jacob Hansen) til at producere Metallurgy. Bassen og dobbeltpedalen ligger langt fremme i mikset, og det klæder musikken rigtig godt. Sanger Lars Märker skal også nævnes - hans stemme er virkelig fed og spænder over et bredt register. Her er band og sanger simpelthen et perfekt match! Meridian er superdygtige sangsnedkere. Der er næsten international klasse over deres stil, og harmonierne mellem de to guitarer rammer lige på kæben hver gang. Fedt at høre et dansk band spille sådan! "The Machine" samt "Seeking Immortal Life" er absolut pladens fedeste numre. De skiller sig lidt ud fra resten med deres rigtig fede riffs og højpotente energi, og er det tætteste vi kommer på deciderede ørehængere. Dog bliver guitarsoloen på "The Machine" en anelse for lang i spyttet, og det er som om, at guitarkundskaberne ikke helt matcher ambitionerne, trods den hæderlige indsats - vælger man at spille maraton-soloer i Slash-klassen, så skal skills og teknik være bedre. I det hele taget savner jeg lidt variation i de forskellige soloer. De er temmelig ens, og det er synd, når de nu bærer så stor en del af de ellers så fede numre. Mere variation kunne man også godt ønske sig på et overordnet plan. Selvom der er smæk på, og det er super fed heavy fra et spændende dansk band, så er numrene i lidt for høj grad bygget op om den samme skabelon, og kunne måske også have været lidt kortere, da de af og til får en tendens til at køre lidt i tomgang.

Konklusion

Meridian kan rigtig meget, men vil måske også lidt for meget. De er knalddygtige, det skal der ikke være nogen tvivl om, men tanken om "less is more" popper op mere end én gang under en gennemlytning af Metallurgy - Iveren for at vise verden hvad man kan, er forståelig når man er så dygtige, men havde Meridian nedtonet deres iver, havde det haft meget større effekt. Live fungerer det sikkert fremragende, men på et album bør materialet simplificeres noget mere. Bedre soloer, mere variation og så lidt kortere numre - så havde karakteren været oppe i den rigtig sjove ende. Men der er bestemt krummer i de her knægte! Og de syv kranier er MEGET store.

Kommende shows

12-12-2013 Walters Café, Skanderborg - m. Plöw.

Between Love and Hate - Simpelthen bare mega stærkt!!!