Fra rystende ruder til koldkrigsstemning

Det svenske progressive metalcoreband Allt stammer fra Karlskoga – en by i det midtsvenske særligt kendt for sit store militære kompleks og prøvesprængningsområde. Bandmedlemmerne oplevede i deres skoletid, hvordan ruderne i skolen rystede, hver gang der blev testet sprængstoffer i nærområdet. Denne opvækst lagde grundstenene til en livslang besættelse af apokalypsen, atomudryddelse og den medfølgende menneskelige isolation. I skolen var samtlige bandmedlemmer også medlemmer af koret, som de udelukkende meldte sig ind i for at slippe for matematiktimerne. Samtidig brugte forsanger Robin Malmgren det meste af sin fritid på at studere YouTube-videoer, hvor han lærte sig selv at growle – og kunne dermed give et ekstra hårdtslående element til det band, som så småt var ved at blive en realitet.

Bandet er ikke mere end seks år gammelt, og efter debutpladen From the New World fra 2024 var Allt på konstant turné som opvarmning for store internationale metalcoreartister. I løbet af 2025 isolerede bandet sig fuldstændigt i en øde svensk hytte for at skrive efterfølgeren. Processen var så ekstrem, at kun bassisten måtte forlade hytten for at hente dagligvarer, så alle andre bandmedlemmer kunne forblive totalt isoleret fra andre mennesker. Resultatet af isolationen er det nye album, som bygger videre på det postapokalyptiske og dystopiske lydbillede, der blev skabt ved debutalbummet.

Det polerede og sælsomme dommedagsscenarie

Allts nye album fungerer som det ultimative deprimerende soundtrack til verdens undergang. Genremæssigt trækker bandet på en tung kombination af moderne metalcore og djent, hvor lydbilledet konstant svinger mellem store, overproducerede guitarriffs og dæmpede, sælsomme passager med ren vokal.

Pladen lægger utroligt stærkt ud. Med numre som "New Day" og den tidligere udgivne single "Omertà" cementerer bandet deres tårnhøje produktionsværdi. Her præsenteres man for brutale, downtunede guitarer, gigantiske growls og suveræne breakdowns, der elegant brydes af smukke, rene vokalpræstationer i versene. Det er moderne, deprimerende og ekstremt veludført.

Som albummet skrider frem, bliver konturerne af den faste og genkendelige metalcoreopskrift dog en anelse for tydelige. På numre som “Nevermind” og "Enemy" begynder man at savne reel fornyelse; selvom guitarerne leverer velfungerende variation i riffene, forbliver den vokale levering meget ensartet. Denne mæthedsfornemmelse rammer sit lavpunkt på titelnummeret "Ataraxia" – der ironisk nok betyder uforstyrret sindsro – og det efterfølgende "Snowblind", som på trods af spændende pitch shift-effekter på guitaren desværre ender en smule anonyme og kedelige.

Mod slutningen genantænder Allt dog den kunstneriske gnist. "High Hopes" rusker op i det monotone mønster ved at skrue op for tempoet i et dynamisk, eksplosivt klimaks af trommer og vokal. Albummet rundes af med den velkomponerede ballade "Avalon". Det er en mystisk og sælsom finale, der med et dystert instrumentalt punktum efterlader lytteren med følelsen af, at raketterne endelig har ramt, og at verden nu går under i larmende stilhed.

Sublimt håndværk på kanten af det monotone

Med det nye album har Allt leveret et teknisk sublimt værk, der med sin ekstremt polerede produktion og blændende vokalpræstationer nok skal vække begejstring hos fans af moderne metalcore. Bandet formår at omsætte deres barndomsoplevelser med rystende ruder og deres ekstreme isolation til et overbevisende, billedskabende dystopi.

Alligevel efterlader albummet et kritisk spørgsmål, når det høres i sin helhed: Er det i virkeligheden anmelderens egen koncentrationsevne som en guldfisk, der gør, at pladen halvvejs igennem føles lang? Eller er sandheden bare, at Allt trods alt serverer en tand for meget af det samme?

Selvom albummet har stærke højdepunkter og en fremragende afslutning, lider midterstykket under den meget genkendelige metalcoreformel, som i længden bliver ensformig. Albummet er et solidt og stemningsfuldt stykke håndværk, der desværre balancerer lige på grænsen til det monotone – men live i Pumpehuset til vinter skal de tunge breakdowns og den cinematiske atmosfære uden tvivl nok skabe den perfekte, rystende undergangsstemning.