Walkman i støvsugerland
Et af mine bedste barndomsminder udspillede sig på en ellers helt almindelig, kedelig grå lørdag eftermiddag. Vi var kommet tidligt hjem fra et besøg hos mormor, men hverken mine brødre eller jeg kunne forstå, hvorfor huset var så påfaldende stille. Min far var jo hjemme, hvorfor hilste han ikke? Havde han fået det skidt? Forklaringen fandt vi i stuen, hvor han bevæbnet med walkman og støvsuger skrålede med på Iron Maidens ”Hallowed Be Thy Name”, iført lange tykke uldsokker og en motorcykelvest. Et øjeblik, der senere kom til at definere min musiksmag. For musik, og især heavy metal, har den vidunderlige evne til at lokke skjulte sider frem i ellers sindige jyder og andre konservative sjæle. Min far var et levende bevis. Og jeg er sikker på, han ikke er den eneste i det forjættede danske land. Netop derfor føles Meridians selvbetitlede femte udgivelse som en plade, der taler direkte til en hel skare af 80’er-entusiaster, som stadig får gåsehud, når riffene eksploderer igennem højtaleren.
En mintfarvet træningsdragt kan sgu noget
Normalt tager jeg bandpromo med et gran salt, men Meridians egne referencer til Iron Maiden, Saxon og Accept rammer faktisk plet. Produktionen er skåret helt ind til benet og lyder som et ekko fra NWOBHM’s storhedstid. Power & The Glory fra 1983 kommer blandt andet i tankerne. Åbningsnummeret ”Uprising” er for at sige det uden omsvøb pissefedt. Det sparker pladen i gang med præcis den mængde hooks, kant og attitude, som genren fortjener. Er det albummets højdepunkt? Ja, uden tvivl. Men heldigvis har resten af materialet også spændende momenter.
”Crown The King of Violence” sparker døren ind med et riff, der lyder som en motorsav, der har drukket benzin i stedet for olie. Det indbyder til kaos, selvom inspirationskilden er mere end tydelig. På trods af det, så føles det alligevel som at hamre igennem London med 120 km i timen med åbent soltag, Ray-Bans på og med en cigaret i kæften. Meridian spiller med en attitude så tyk, at man kan smøre den på et stykke toastbrød, og midt i det hele står den nye vokalist, Søren Adamsen (ex-Artillery). Han går til mikrofonen som en diktator til en folkeforsamling. Uden at spørge om nogen er klar, men bare med en implicit ordre om, at nu bukker I skisme nakken! Han lyder ikke bare som kongen af universet, han lyder, som om han har bygget universet, bare for at kunne knuse det med sin bare næve. ”Taking Power” kører videre på samme energidrænende raketbrændstof, og her står det lysende klart: Meridian er bedst, når de sætter alt på spil og vælter hele huset med tempo, kraft og testosteron. Jeg har rost guitarist Marco Angioni før, og her gør jeg det gerne igen. Hans guitarspil er fyldt med overraskelser, og han slynger det ene skarpe riff ud efter det andet, som en tryllekunstner med uendeligt mange esser i ærmet.
Når tempoet sænkes, mister Meridian lidt af sin gnist. Sangskrivningen bærer en stor del af skylden. Verset i ”The Way Back” er så tandløst, at man et øjeblik kunne tro, at Michael Learns To Rock havde listet sig ind og kapret scenen, mens Meridian var til toiletpause. Hvor forsvandt attituden hen? Albummet rejser også spørgsmålet om, hvor mange retro-metaludgivelser markedet egentligt kan bære om året. Meridian er ikke frontløbere på denne trend, men heldigvis gælder det stadig, at god musik er god musik.
Frynser og frynsegoder
Meridian er musik til arkaden, til motorvejen og til farmand, som leger, at støvsugeren er en guitar. Det er musik til folket, til festen og til de drømmere, der stadig tror på, at et godt riff kan redde verden. Kort sagt, er Meridian en befriende omgang glad metal, der ikke prøver at være mere, end det er. Netop derfor rammer albummet plet. Forsæt gerne i disse baner, gutter.
