Ud og se
Langsomt, men sikkert nærmer vi os årets afslutning, så hvilken bedre måde er der at gå den mørke tid i møde på end at lytte til en god omgang powermetal? I starten af året udgav svenske Majestica, anført af Tommy Johansson, deres tredje langspiller, Power Train. Lad os se, om toget ruller, eller om vi bliver nødt til at tage med togbus.
Fuld fart frem
Allerede fra første nummer, “Power Train”, er det helt tydeligt, at der er tale om moderne powermetal, der vil noget. Sangen brager derudad – meget hurtigere, end et InterCityLyn nogensinde ville kunne – og helt uden at køre af sporet forenes rendyrket guitarfræs leveret af Petter Hjerpe med en lettere fjollet lyrik, som borer sig direkte ind i hjernen. For hvem kan modstå en sang, der decideret handler om at køre med offentlig transport – jeg kan mærke, at “Hjulene på bussen" i den grad har fundet en værdig afløser!
Det er på ingen måde kun pjat, der møder lytteren på denne plade, for “Megatrue” er helt uironisk et af de fedeste nye numre, jeg har hørt i år. Nummeret vidner om en evne til at sammensætte en finurlig komposition bestående af mange forskellige delelementer, der sammen går op i en højere enhed. Her er det særligt bassen, spillet af Chris Davidsson, der trækker sig som en rød tråd gennem nummeret og binder det hele sammen. Efterfølgende nummer, “My Epic Dragon”, falder med sit mere teatralske udtryk ikke i denne anmelders smag, men der er absolut ingen tvivl om, at fans af symfonisk powermetal vil elske denne sang. Dertil kommer den virkelig imponerende highpitchvokal, leveret af Tommy Johansson, som man under alle omstændigheder kan værdsætte, også selvom den rent stilistisk ikke er ens foretrukne sangstil.
Lad os her dvæle lidt længere ved vokalen, for på langt de fleste sange formår bandet at skabe et voluminøst og facetrigt vokalarrangement, idet alle bandets fire medlemmer bidrager til vokalarbejdet. Det bliver særlig tydeligt på pladens sjette sang, “Thunder Power”, der med sit melodiske guitararbejde kombineret med den taktfaste tromme er et prototypisk moderne powermetalnummer, hvor den mere rå stemme skaber en flot kontrast til Johanssons silkebløde stemme. På både “Go Higher” og “Victorious” viser Majestica sig fra en lidt anden side. Begge numre har et mere nedtonet svenskerrockudtryk og beviser på den måde, at bandet formår at mestre mere end én genre.
Hurtigere, end DSB tillader
Power Train bugner af storslåede orkestreringer, vidunderligt guitararbejde og himmelske vokalarrangementer. Dertil kommer, at pladens produktion bare er i top, hvilket lader alle delelementer fremstå klare og tydelige. Pladen er dermed en særdeles værdig efterfølger til bandets tidligere værker, der lader en hungre efter mere powerfræs fra deres side.
