I lyder lidt som nogen, jeg kender!

Stormkeep er måske ikke det største band nogensinde. Men trods sin nichegenre som et symfonisk-melodisk-medieval-black metal-band og det faktum, at det kun er blevet til en enkelt plade, en EP og så et par demoer i løbet af bandets snart ti år lange karriere, så har kvintetten fra Denver alligevel formået at blive et band, som man allerede nu sammenligner nye bands med. Den lyd som Stormkeep har budt os, kan vel bedst beskrives som rollespils-black. Man kan nemt trække tråde til Emperor, Dimmu Borgir og Old Man’s Child, men også Summoning, Cradle of Filth, Dissection – ja, listen er nærmest endeløs. Men når det nu er så nemt at sammenligne Stormkeep med fortidens mestre, er det så bare en fesen kopivare, eller har gruppen her en reel eksistensberettigelse? Lad os sammen drage mod Iswylm og se, om vi bliver klogere!

Three facts to rule them all…

Lad os starte med at etablere nogle helt basale fakta: Stormkeep består af nogle vanvittigt dygtige musikere, som også har ekstremt travlt i andre fremadstormende bands. Vi snakker om Majesties, Wayfarer og Blood Incantation, som alle også er unge bands, og trods det at de åbenlyst bygger ovenpå andre større og mere kendte bands, er de nogen, folk virkelig taler om. Især Blood Incantation.

Faktum nummer to: The Nocturnes of Iswylm er et brag af en skive. Der er så mange lag i musikken, og de fire musikere formår på yderst elegant vis at blende symfonisk black metal med melodisk dødsmetal, dungeon synth, klassisk 80’er-thrash og naturligvis ridder-folk. På mange måder vil det være helt korrekt at sammenligne pladen her med Worms nyeste, nemlig Necropalace, da de to gør meget det samme. Den største forskel er, at hvor Worms også leger med noget gotisk vampyrisme, så har Stormkeep en markant mere fandenivoldsk og hårdtslående tilgang til det med romantikken. Hvor et kærestebrev fra Worms ville være det klassiske 'skal vi komme kærester'-brev, ville et tilsvarende fra Stormkeep have teksten 'vær min kæreste, eller jeg smadrer dig!'

Faktum nummer tre: The Nocturnes of Iswylm vil rigtig meget – for meget. Det er jo ikke, fordi syv numre og en samlet spilletid på tre kvarter er totalt overdrevet eller specielt usædvanligt for genren. Men når hvert nummer har mindst fem forskellige skift, tre guitarsoli, clean-vokalpassager (som jeg i øvrigt ikke er specielt stor fan af), keyboardsoli og jeg ved snart ikke hvad, jamen, så bliver det bare en voldsom omgang at skulle tygge sig igennem og forholde sig til. Der sker så meget, at det er virkelig svært at holde styr på det hele – ja, bare et at skulle bearbejde samtlige lag er nok til at give en sonisk forstoppelse. Hvilket i øvrigt også var noget, som Worms seneste skive led under.

Musikalsk kvababbelse

Men uanset det at man ender med at sidde tilbage med musikalsk-kvababbelse, så er det uomtvisteligt, at Stormkeep er ekstremt dygtige musikere, at The Nocturnes of Iswylm er en fed plade, og at det efterhånden tyder på, at amerikanerne har erobret den symfoniske black metal fra nordmændene. Vores rejse igennem Iswylm er ved at være ved vejs ende, og vi står nu og skal tænke over det oprindelige spørgsmål, som var, om amerikanerne har en eksistensberettigelse, eller om de blot er en kopivare? Jeg håber, hvis I har læst så langt, at svaret giver sig selv.