Ud af det blå en udgivelse lå.
Da jeg i 2023 anmeldte Machinations of Fates andet udspil, Celestial Prophecies,, var jeg en nyudklækket skribent med mere ild i fingrene end erfaring i bagagen. Men allerede da gik det op for mig, at ukendte bands har en tendens til at overraske. Celestial Prophecies viste sig som en regulær lussing og gav mig kindrødt i lang tid. På trods af bandets beskidte Kentucky-rødder hamrede de løs, som var de født i Göteborgs baggårde, og deres melodød væltede mig bagover. Albummet blev ikke bare spillet, det blev tæsket, kværnet og banket igennem mit anlæg hele 2023. Spring så til en ligegyldig tirsdag aften, hvor jeg sidder og gumler mig igennem en sølle aftensmad. Pludselig opdager jeg, at amerikanerne har smidt et nyt album på gaden. Uden et ord. Uden et pip. 'Blasfemi', brøler jeg, mens jeg maser en kødbolle i kæften. Men okay, Echoes From A Desolate Dimension skal selvfølgelig anmeldes, selvom jeg dumper ind til festen mere end en måned for sent. Klædt i joggingbukser og sneakers, der burde være pensioneret for længst.
Kentucky ligger stadig i Sverige
Hvis nogen skulle være i tvivl, om kvintetten ville fortsætte i den samme svensk-inspirerede melodøds-genre, så afliver åbningsnummeret, ”Maligned Vessel”, det spørgsmål på stedet. Kentucky ligger stadig solidt plantet i Sverige, men Echoes From A Desolate Dimension er alligevel sit eget bæst sammenlignet med Celestial Prophecies. Udgivelsen er mere kompakt og endnu mere målrettet det kosmiske, men i sin rumdragts pragt glemmer den lidt, at det faktisk var det melodiske, der gjorde forgængeren så stærk. Der er dog stadig momenter, der gør, at man glemmer det virkelige liv. ”Dissected Memories” leverer eksempelvis et smukt intermezzo og en hjemsøgende og blytung guitar med masser af atmosfære og sjæl. Man mærker tydeligt, at Machinations of Fate på trods af deres beskedne følgerskare kaster hjerteblod i projektet, og netop det var, hvad der fik mig til at falde for dem tilbage i 2023. Og ja, så er der selvfølgelig Cody Knarrs knastørre skrig, der står knivskarpt og genkendeligt i lydbilledet, selv når den ikke rammer helt rent.
Mit største problem med udgivelsen er også det, der plagede forgængeren: amerikanernes alt for store kærlighed til instrumentale sidespring. På en plade med blot otte numre bruger de hele tre på at parkere vokalen over natten. Et af dem, ”Devastation By Solar Winds”, fungerer egentlig fint som et stemningsfuldt åndehul efter to lange skæringer. Men ”The Bright Celestial Body Extinguished”, en langsom cellomelodi akkompagneret af keyboard, er placeret som andet nummer, og det er ganske enkelt katastrofal timing. Åbningsnummeret, ”Maligned Vessel”, har lige brugt seks minutter på at rejse stemning og energi, og straks vælter bandet det selv med et nummer, der lyder som baggrundsmusik på Tycho Brahe Planetarium. Pauserne bliver for mange, og momentum forsvinder ud i den kosmiske æter. Amerikanerne er gode på deres instrumenter, men hvorfor ikke indflette dem som broer eller intermezzoer i deres glimrende, lange kompositioner? Det ville skabe en mere tydelig rød tråd, samtidig med at alle bandmedlemmer stadig får plads til at vise, hvad de kan. Muligvis en idé til næste skive.
Overset, men god
Echoes From A Desolate Dimension når aldrig helt samme højder som forgængeren, men det er langt fra en dårlig skive. Opbygningen halter, ja, men bandet har uden tvivl talent, og jeg vil gerne se dem folde sig mere ud på næste udgivelse. Ideen med at bringe en cello i spil er faktisk et stærkt træk, og de kan sagtens udvides med flere alternative instrumenter eller gæsteoptrædener. Men alting til rette tid. Selvom jeg ikke kan love, at jeg undgår får klaustrofobi af at stirre ind i universets sorte hul, er jeg klar på endnu en omgang kosmisk rædsel fra gruppen i en nær fremtid.