Lost Dreams - Exhale

Exhale

· Udkom

Type:Album
Genre:Melodisk Death Metal
Antal numre:14

Officiel vurdering: 3/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Når man vil det hele, men kan det halve

Lost Dreams…

Det er ikke just kreativitet og idérigdom, der strømmer ud af dette bandnavn. Tværtimod. Det uoriginale og kedelige albumcover hjælper heller ikke på det haltende førstehåndsindtryk. Ser vi bort fra dette, har den østrigske kvintet spillet god gammeldaws melodød siden midten af 90’erne, og nu er de klar med sjette fuldlængde: Exhale. På trods af de mange år i branchen har vennerne aldrig fået deres store gennembrud, og det kan – som antydet – have sine grunde. Lad os se på sagerne.

Skønsang og stilforvirring

Stilmæssigt favner Exhale relativt bredt, men tydeligst er inspirationen fra den göteborgske 90’erscene: Guitarriffene er en skrabet version af In Flames’ ældre materiale, og vokalist Sebastian Brandauer forsøger ihærdigt at lyde som Dark Tranquilitys Mikael Stanne. Gæt selv resultatet. Små hints fra black metallen titter også frem og blander sig – især i de mange tremolo-riffs samt den til tider skærende og snappende vokal. Produktionsmæssigt er skiven ganske ok, men ikke overvældende; lyden er en anelse for mudret og stedvis uskarp.

Hele 14 numre og over 60 minutters spilletid har sneget sig ind på denne skive – og det er bestemt ikke nogen fordel. Der lægges umanérligt sløjt ud med ”Ego”, som præsenterer et møgsimpelt og dødkedeligt guitarriff, enhver 13-årig knægt ville kunne skrive. Der er absolut ingen gejst eller innovation at spore…. Trommerne er ligeledes komplet åndsforladte og brager bare af sted med 230 km/t uden noget formål – hurtigere er ikke altid bedre; lad dog sangen ånde!

Endnu værre går det på tredje skæring, ”Crashing Beyond the Horizon”, hvor sangeren kaster sig ud i ren vokal – noget, han slet, slet ikke behersker! Mod slutningen af nummeret laver han sågar et lille frækt knæk på stemmen. Det er direkte pinligt! Noget af det samme sker på ”Purple Clouds”, hvor den rene vokal suppleres med spoken words. Idéen er skam god nok, og det ville klæde albummet med en flot sangpassage hist og her, men det kræver altså lige, at man rent faktisk kan synge.

På ”Kyrie Helleison” støder vi på endnu et problem: stilforvirring. Fire numre inde i skiven udsættes vi pludselig for vuggende rytmer, og en meget tynd version af Amon Amarth fylder rummet. Afstikkende tracks som dette gør simpelthen, at Exhale bliver utroligt usammenhængende og upræcist. De stærkeste skæringer må være ”Finding X” og ”Deluded”, men ikke engang disse numre er særligt stærke; de er ok, men nogen klassiker bliver de altså aldrig!

Kvalitet vs. kvantitet

Det kan siges meget kort: Exhale er et møgkedeligt og aaalt for langt album – hellere levere et solidt album på 30 minutter end en hel times ligegyldighed! Suk. De østrigske herrer er heller ikke synderligt dygtige musikere: Brandauers skingre og halvdårlige blackened dødsgrowls bliver sygeligt irriterende, og den rene vokal giver dødsstødet. Herudover formår de to guitarister ikke at levere ét eneste fængende guitarriff – hvilket netop er et kendetegn for lækker svenskerdød! Den arme trommeslager har stedvis fat i den lange ende, men bestemt ikke nok til at redde den synkende skude.

Tracklist

  1. Ego
  2. Lethargy
  3. Crashing Beyond The Horizon
  4. Kyrie Helleison
  5. Finding X
  6. Oscillating
  7. Bitter Pills
  8. Weight Of The World
  9. Silence
  10. Deluded
  11. Nocturnal Delirium
  12. It's Not A Game It's An Onslaught
  13. Purple Clouds
  14. Tranquilize

Tilføj kommentar