Kunsten at fatte sig i korthed
Jeg skriver normalt ikke for Detektoren af to grunde: Den første værende, at jeg er utroligt dårlig til at dykke ned i den danske undergrund for at trawle mig igennem endeløse mængder af bands og den anden grund er, at det kræver, at man kan fatte sig i korthed – noget jeg er endnu dårligere til! Hvilket uden tvivl bliver en udfordring nu, for Lamentari er et projekt, man kan sige utroligt meget om.
Dimmu hvem?
Lamentari spiller symfonisk black metal, en genre som Dimmu Borgir måske nok hersker over, men så stopper sammenligningerne også der. For duoen bestående af Max og Emil er bestemt ikke nogen Dimmu Borgir-klon. Der er alt for mange ambitioner og ideer til stede til blot at være en kopi. Det symfoniske element er ikke blot et keyboard på overarbejde – nix! Der er blevet hyret en strygersektion ind for at hæve niveauet, og hold nu fast, hvor det virker! Den klassiske sektion akkompagnerer selve ”metal”-delen (som i øvrigt også er utroligt skarp og velfungerende) på en så legende let måde, at man næsten føler, bandet løber om hjørner med en.
Missa Pro Defunctis (sjælemesse for de døde) består måske nok ”kun” af fire numre, men hvert nummer er en eksplosion af energi, mørke og skønhed – som at se en stjerne brænde ud. Musikken er på den ene side utroligt grim, misantropisk og dyster, men det næste øjeblik smuk og lidenskabelig på en sådan måde, at det er ufatteligt, at dette blot er en debut-EP og ikke et værk skabt af et band med mange års erfaringer.
Dette er ikke ”bare” symfonisk black metal, for jeg sidder og bliver mindet om både Septicflesh, Behemoth og Fleshgod Apocalypse, men også de store komponister som Stravinsky, der formåede at forene lys og mørke i smuk symfoni.
Jeg ville dog ønske, at Missa Pro Defunctis var en fuldlængdeudgivelse, fordi det ville have betydet MERE musik, men også at jeg kunne slippe afsted med at bruge mere spalteplads på at skamrose dette værk, som er så kompetent, så overraskende og så gennemført, at jeg nærmest ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv udover at rejse mig og klappe, mens jeg udbryder et ”da capo!”
