"Going down in flames, going down in a blaze of glory"?!?… Judas Priest har netop leveret studiealbum nummer 17, Redeemer of Souls, og nej – de går ikke ned endnu!

Introduktion

Hvordan kan man introducere et band som Judas Priest, der har været på banen siden 1970 og står så klippefast i metal historien, uden at man kommer til at skrive en uhyre masse?! Det kan lade sig gøre, hvis man f.eks. undlader at fortælle om den periode hvor Halford var erstattet med Ripper Owens og om at K. K. Downing i 2011 blev erstattet med Richie Faulkner. Kort sagt: Vi kender alle Rob Halford's karakteristiske vokal… Hvem har ikke brølet med på - og spillet luftguitar til "Breaking the Law"… Mange af os har med garanti slidt albummet Painkiller op på pladespilleren, efter at Judas Priest tog os alle med storm tilbage i 1990 med dette mesterværk, som altid vil være den absolutte topudgivelse fra deres side – og som enhver efterfølgende udgivelse med garanti vil blive sammenlignet med. Et hav af singler, live udgivelser osv. er det blevet til gennem årene, og studiealbum nummer 17, Redeemer of Souls er netop kommet på gaden.

Gennemgang

Redeemer of Souls består at 13 numre, der strækker sig over en times tid. Albummet udkom den 14.07. via Sony Music og er produceret af Glenn Tipton og Mike Exeter, og mixed af Dick Beetham. Lad mig straks slå fast: Lyden på albummet er ikke helt tilfredsstillende – den virker grumset og en smule uklar, og det er dødirriterende at de ikke har gjort mere ud af så vigtig en "detalje". En mere skarp og klar lyd havde givet albummet et enormt løft. Nu er det sagt, og lad os så se bort fra lyden…

Albummet skydes i gang med den første ørehænger, nummeret "Dragonaut", der har flere af de klassiske Judas Priest elementer, som bl.a. et super fængende omkvæd, en pænt catchy melodi og god energi. Nyeste medlem, Richie Faulkner, leverer iørefaldende guitar riffs og forholdsvist simpelt og grounded solo-lir, præcist som det skal være. Jeg synes, at han passer godt ind i bandet, og har overtaget K. K. Downings plads ganske fint. Også titelnummeret, "Redeemer of Souls", er catchy fra start til slut, og her kommer Ian Hill lidt mere ud af busken med rigtig lækkert bas spil, der er med til at give ekstra krydderi. Der er generelt gennem hele albummet en god balance mellem instrumenterne (hvilket jo ikke overrasker synderligt), og man mærker at der er masser af drive og spilleglæde. Dog er det lidt op og ned med Rob Halfords vokal – selvom der stadig er power i hans stemme, fornemmer man indimellem, at magien i hans ellers kraftfulde røst udebliver, om end han gør sit bedste. Albummet byder på flere numre der har "hit potentiale", og som ville gøre sig rigtig godt live, hvis vi altså i nærmeste fremtid skulle være så heldige at opleve Judas Priest give koncert på vore kanter. Af potentielle hits kan bl.a. nævnes "Down in Flames" og "Sword of Damocles", der hver især har god melodi, et godt drive og catchy omkvæd. Desuden er nummeret "Crossfire" nævneværdigt: Det er skruet ret groovy - nærmest blues-agtigt - sammen, og er et anderledes, men cool nummer, der beviser at der intet er i vejen for at de gamle drenge kan tage en afstikker i en ny retning, og oven i købet slippe godt afsted med det.

Redeemer of Souls er – når man har lyttet intensivt til det nogle gange - et godt og solidt album, der er helt i dén Judas Priest ånd, som vi kender, og jeg har bevidst undladt at sammenligne med ældre albums, da der i bund og grund kan drages sammenligning med hvilket som helst Judas Priest album, i både den ene og anden retning.

Konklusion

Med Redeemer of Souls er Judas Priest ikke gået helt forkert i byen; Vi kan ikke komme udenom, at det er et solidt og groovy album. Da jeg gik i krig med at anmelde og lytte til albummet, var jeg en smule skuffet, og min første tanke var, at det er et kedeligt og "træt" album. Men jo flere gange jeg har lyttet til albummet, jo bedre er det blevet - Jeg tror bestemt, at inkarnerede fans vil synes godt om Redeemer of Souls, om end de også vil bemærke at Halfords vokal – især hans screams - er blegnet en smule. En mere klar og spot on lyd havde gjort underværker, og havde både fremmet præsentationen og opfattelsen af albummet "ved første lyt". Min konklusion må være, at Judas Priest ikke er færdige endnu, men at enden nærmer sig – og skulle der være flere udgivelser i sigte, kunne en mere klar lyd være ønskværdig!