De tre G’er: grim, grum og dyster

I det herrens år 2026 kan vi konkludere, at metalbands ikke just er en mangelvare i Danmark. Ifølge metal-archives.com er der mere end 700 aktive bands per dags dato. Langt de fleste læner sig dog op ad de samme fire-fem genrer. Ud af dem er det dog knap en promille, der spiller symfonisk black metal. Jeg kan umiddelbart komme i tanke om to, hvoraf det ene læner sig op ad symfonisk dødsmetal, og det andet er vist gået i sig selv trods en mistænkelig stor popularitet i Indien og omegn.

Det er heller ikke den mest populære eller trendy genre, og det er mange år siden, at der var en reel hype omkring netop den. Man skal ikke lytte til ret meget af Þe Zeue Heauedes of þe Beste, før man opdager, at hvis der er én ting, Malum Incarnatum er totalt ligeglad med, så er det netop popularitet og at passe ind. Pladen her er grim, grum og umådeligt dyster.

Anthems to the Triumphant Dovregubbe

Selvom Malum Incarnatum er et helt nyt projekt, så trækkes der uendeligt mange tråde til den klassiske, onde og kulsorte 1990'er-black metal fra Norge. Selv de symfoniske og orkestrale elementer lyder ganske tit som noget, Edward Grieg kunne have skrevet.

Lydbilledet kan nemt sammenlignes med både Emperor og det tidlige Dimmu Borgir. Lige for at sætte en stor, fed sort streg under hele det klassiske satan-element, så er både bandnavn ('ondskaben legemliggjort') og albumtitlen ('bæstets syv hoveder') åbenlyse referencer til den bibelske skurk. Ydermere er størstedelen af sangtitlerne referencer til de syv dødssynder – så det er lige ved, at man efter at have hørt albummet her en gang eller tre godt kan skippe de næste mange gudstjenester, da indholdet vist meget er det samme. Men det er jo tit det paradoksale ved klassisk satan-black.

Helt grundlæggende gør Malum Incarnatum ikke noget, vi ikke har hørt masser af gange før. Der er absolut intet nyt i at spille storladent symfonisk satan-black med masser af blastbeats samt en strygersektion, der høvler løs.

Den største forskel på Þe Zeue Heauedes of þe Beste og plader som eksempelvis Enthrone Darkness Triumphant eller Anthems to the Welkin at Dusk er, at de to sidstnævnte trods deres grundlæggende mørke og kulde forsøgte at lyde smukke og melodiske, hvorimod Þe Zeue Heauedes of þe Beste gør sit bedste for at lyde grum og ubehagelig. Albummet er spækket med skæve, syrede og decideret grimme passager, som får en til at føle et reelt ubehag. Det er ikke musik skabt for at behage lytteren, det er skabt for at gøre en utryg. Her er ingen mønstre, ingen rytme eller logik. Man aner slet og ret ikke, hvor musikken skal hen, eller hvilke soniske stier man bliver tvunget til at betræde sammen med Malum Incarnatum.

Skidegodt, men hvem sagde du, at du var?

Helt overordnet er Þe Zeue Heauedes of þe Beste en ekstremt ambitiøs plade, der vil helt utroligt meget. Når man ovenikøbet tænker på, at det er en debutskive af et helt nyt band, jamen, så bliver det kun endnu mere imponerende. Der er dog enkelte problemer. Dels er den, slet og ret, alt for lang. 50 minutter af en så krævende musikart bliver for meget af det gode, især når musikken svinger og skifter så meget – så kan man altså ikke helt følge med, hvilket har det resultat, at man til sidst bare zoner ud. Derudover har netop denne avantgardistiske og kaotiske tilgang til den symfoniske black metal også det resultat, at netop fordi det er så svært at hænge i, så glemmer man nemt, hvilket nummer der er hvilket. Musikken mangler simpelthen noget, man kan huske, noget memorabelt. Det, jeg umiddelbart bedst kan erindre, er de passager der lyder mere eller mindre som noget, Ihsahn skrev for snart 40 år siden. Ergo er der tydeligvis masser af passion og ambition at finde i projektet, nu mangler vi bare de elementer, der vil gøre, at folk taler om Malum Incarnatatum.