Det er sgu sejt, Dan!
Jeg havde aldrig hørt om Saidan, før jeg anmeldte deres dejlige skive Visual Kill: The Blossoming of Psychotic Depravity i 2024. Det var en kæmpe fejl, men selv en stædig midtjyde kan jo blive klogere. Det tager bare længere tid. Splatterpvnk og Hundosai formåede at blande black metal, 80’er heavy metal, gotisk metal og japansk horrorpunk i en gryde, uden den eksploderede. Det blev til en af 2024’s mest originale udgivelser. Set i bakspejlet burde jeg nok have været mindre overrasket og mere målløs, for hold da op et værk. Fangdriller: Scars Beneath Memory’s Wrist bygger videre på præcis den opskrift. De skæve genrehop, de elegante melodiske melodier og den særprægede horror-atmosfære er stadig intakt, men der er sket noget med bandet. Galgenhumoren er gemt i hjørnet, sangskrivningen er blevet mere fokuseret, og Saidan lyder ganske enkelt som et band, der er vokset op. Alle børn drømmer om at blive voksne, og alle voksne husker den tid, de var børn. Så er det egentligt godt, at de er det, eller ej?
Ingen regler, kun resultater
Nummeret ”Rapture (I’ll Wait for You)” åbner skiven med albummets måske stærkeste lyrik "And it's written in the scars of our cemetery hearts... And I wish that I could play every song my heart sings, but it wouldn't make you stay." Det er en hjerteskærende erkendelse af, at selv hvis man kunne sætte følelser på alle sine ord, ville det stadig ikke være nok til at holde fast i den, som man elsker. Saidans tekstunivers er på trods af udviklingen altså stadigvæk en styrke, ligesom Burj Khalifa stadig ville være lige så flot, hvis man tilføjede yderligere på værket, selvom de fleste for længst ville være betagede af udsigten. Amerikanerne nægter at følge genrens regler og leger med idéer, stemninger og referencer som en kat, der har fået frit spil med en garnnøgle. Det er netop den kompromisløse tilgang, der gør Fangdriller så overbevisende. Albummet emmer af et passioneret hobbyprojekt, hvor to musikere har fået lov til at realisere den skøre vision, de havde i hovedet – uden producer eller pladeselskab til at bremse dem. Og heldigvis for det.
Et af albummets højdepunkter er ”Immersed by Eternity’s Blade”. Et lyst, næsten euforisk guitarriff bliver flået itu af Splatterpvnks karakteristiske skrig, som river den usynlige mur mellem højtaler og lytter fra hinanden. Energien er ganske enkelt absurd. Få bands kan dette. Omkvædet er et studie i kontrolleret kaos. Det er hurtigt, ørehængende og samtidig lige akkurat komplekst nok til, at man aldrig helt ved, hvor nummeret fører en hen. Saidan nægter at servere det forventelige. Og det er vel i virkeligheden lidt som at spise på Noma. Man kommer ikke for at få frikadeller med brun sovs. Man kommer for at blive overrasket.
Ukontrolleret kreativitet fører også i ny og næ til skøre beslutninger. ”Stained Glass Sin / Fang Driller” er en kende for lang i forhold til, hvad den præsterer, og outroen ”Mortuary” har jeg ligeledes et stramt forhold til. På et album med et imponerende højt tempo er det besynderligt at afslutte med et akustisk spoken word nummer. Der går lige lovligt meget emostemning i den, og det er ikke den afslutning, som et ellers meget stærkt album fortjener. På trods af dette fortjener albummet dog en tårnhøj karakter.
Sailedes skal det gøres
Der findes efterhånden så mange talentfulde metalbands, at nogle uundgåeligt ender med at drukne i mængden. Saidan er et af dem, og det er ærlig talt en skam. Duoen har alt det, man kunne ønske sig: originalitet, stærke kompositioner, masser af personlighed og modet til at gå deres helt egen vej. Så grib makeuppen, pudr næsen, tegne de sorte streger under øjnene, og giv Fangdriller en chance. Amerikanerne fortjener langt flere lyttere, end de har i dag.