Hvo intet vover, intet vinder
Vi har hos Heavymetal.dk igennem tiden anmeldt et hav af mærkværdige og løjerlige udgivelser: Svøb The Pølse og deres kulinariske pølsemetal, Patchworks deciderede pinagtige plagiatplade samt Undergang, der med kirurgisk præcision kortlagde de syv stadier af fordærv. En oplevelse, man ikke lige sådan vasker af sjælen foreløbigt. Med andre ord: Vi er hærdede. Netop derfor passer Jacob Buhls nye EP, Forsømte Forår, perfekt ind i den skæve ende af spektrummet. Her får vi en sær blanding af dansksproget rock, pop og spillemandsviser krydret med en snert af metal. Forestil dig en kombination af Nephew, Laid Back og C.V. Jørgensen sunget uden sikkerhedsnet. Resultatet er spøjs musik med stort S. Den slags, som nogle vil omfavne, mens andre flygter skrigende væk. Man kan mene mange ting om Jacob Buhls musik, hvilket jeg vil gøre om lidt, men én ting er sikkert: Manden stråler af kreativitet.
En … unik rejse?
Jacob Buhls største hit på Spotify er ”Maribo Boldklub”, skrevet som en kærlighedserklæring til fodboldklubben, de frivillige og spillernes passion både på og uden for banen. En smuk gestus, der fint indkapsler Buhls positive og kreative væsen. Lyrikken på Forsømte Forår er også god, men desværre stopper rosen her. For selvom EP’en ivrigt forsøger at blande genrer, ender det, som det altid gør, når man hælder rød, gul og blå i samme spand. Det bliver brunt. Buhls hvæsende og ekstremt dybe vokal lyder som Steen Jørgensen, hvis han havde røget en fed, fået hukommelsestab og glemt, at tonearter eksisterer. Det resulterer desværre i, at EP’en bliver ensformig, og vokalen bliver i længden mere drænende end dragende. Det bliver næsten tragikomisk, når guitaren flere steder overdøver vokalen, for her føler man sig bedre tilpas. Ikke fordi det er genialt, men fordi stilheden trods alt er værre.
Pladen åbner forholdsvis kontant med titelnummeret, der uden tvivl er det mest vellykkede forsøg på regulær rock. Her er der bid og også god guitar at lytte til. Men rejsen slutter et helt andet sted. Afslutningsnummeret ”Kaninhullet” lyder mere som en godnathistorie, der stopper præcis i det øjeblik, hvor Alice beslutter sig for at jagte Den hvide kanin ned i mørket. Der er simpelthen ingen forløsning. Som eventyret føles nummeret som en fortælling fra en glemt tid. Naivt, men også mærkværdigt ærligt. Og måske er det netop her, at Jacob Buhls egentlige styrke ligger. Musik fra en anden tid, skabt af en kunstner, der bruger sit kreative outlet nogenlunde fornuftigt i stedet for at graffitimale hele Københavns hovedbanegård med hashtags, tissemænd og halvt gennemtænkte politiske statements.
Selvom jeg har meget lidt tilovers for Buhls vokal, må jeg indrømme, at han er en ganske habil guitarist. Og hvis man ser projektet for, hvad det er, et rendyrket fritidsprojekt, kan jeg også godt se charmen i det. Jeg håber, at Buhl har haft det sjovt undervejs, og at nogen derude oprigtigt kan nyde musikken. Det bliver desværre bare ikke mig og min moderne tidsperiode.
En ordkunstner fra en glemt tid
Trods hårde ord og en lav karakter demonstrerer Forsømte Forår ganske fint, at vi som mennesker befinder os på vidt forskellige stadier. Og at nogle ville klare sig fremragende i en helt anden tidsperiode end den, som kalenderen påstår, er den nuværende. Buhl leger kreativt med ordene og fremstår som en finurlig dansk troubadour med noget på hjerte. En stor sanger bliver han dog aldrig. Forsømte Forår bør derfor ses for, hvad det er: et ærligt hobbyprojekt, lyden af en god Fender, stakkevis af krøllede papirnoter og en ukuelig tro på egne evner.