Tyvekoster og hælervarer
Inglorious version 2.0
Der er dobbelt op på gode nyheder, hvis man er fan af engelske Inglorious. Ikke nok med at rock-bandet er ude med deres femte album, man kan også glæde sig over, at tidligere bassist Colin Parkinson er tilbage i folden. Han og frontmand Nathan James har begravet stridsøksen og klinket skårene over en kop øl, og nu er et nyt band samlet. Udover James og Parkinson er tidligere Cradle of Filth-guitarist Richard Shaw hvervet, og den erfarne Henry Rogers er ny trommeslager. Med det lineup lugter det lidt af et fedt album, men er det nu også tilfældet?
Exodus 20:15
Bandets femte plade har fået den knap så opfindsomme titel, V. Og desværre er det ikke det eneste ved albummet, der bærer præg af noget uoriginalt. Man skal nemlig ikke langt ind i åbningsnummeret, “Testify”, eller den efterfølgende “Eat You Alive”, før man hører, at ingen af repræsentanterne for den klassiske hardrock har levet forgæves. Numrene er sådan set nogenlunde med glimrende riffs her og der, men parallellerne til bands som Alter Bridge, Black Stone Cherry samt Avenged Sevenfold i deres Hail to the King-æra er ikke til at tage fejl af. På “Say What You Wanna Say” og den basdrevne “Stand” hører man lidt af den klassiske New York-punk, og sammenligninger med Guns N’ Roses, der i deres storhedstid lod sig inspirere af samme bølge, er derfor nærliggende. Nogen Axl Rose er frontmand Nathan James dog ikke. Han er langt mere David Coverdale-typen med højt pitch og kraftfulde fraseringer, der tydeligt høres på de meget Whitesnake-inspirerede “Believe” og “In Your Eyes”. Igen er her tale om fine nok numre, men det er så uoriginalt og forudsigeligt, at det bliver hamrende kedeligt i længden. Derfor er albummets sidste skæring, “Power of Truth”, absolut den mest interessante. Her afviges der nemlig på flot og kreativ vis fra den fortærskede rock-skabelon, der benyttes på resten af albummet. Nummeret starter med blot vokal og akustisk guitar og udvikler sig derfra til en overraskende bombastisk omgang rockopera. Lidt til den kvalmende side, vil nogen sikkert mene, men rent kompositorisk ret så spændende.
Lige til glemmebogen
Man har hørt det før: Bands, der efter en hård periode skal banke rusten af og finde hinanden igen for så at lave en ‘nem’ plade, hvor det primære fokus består i at fyre den af. Resultatet bliver derefter, og kun de mest dedikerede fans kan høre det fede i det. Dette er også tilfældet her. Inglorious har haft brug for at finde hinanden i en ny konstellation, og V er derfor ikke en Guds gave til rockhistorien. Derimod er det gammel vin på, ja, gamle flasker. Produktionen er hamrende flot, og bandet er såmænd også dygtigere end gennemsnittet. Men 90 procent af pladen er til den meget uopfindsomme og forudsigelige side.
Life Of Agonys Keith Caputo sagde engang, at ægte original kunst efterhånden ikke findes længere – det er derimod nu et spørgsmål om hvem, der stjæler bedst. Det kan der være noget om. Selvom Inglorious langt fra er de bedste til det.
