Strømlinet powermetal, uden kirsebær på toppen
Introduktion Hibria er et brasiliansk powermetal band influeret af de store drenge i undergrunden som Iron Maiden, Judas Priest og et snert af thrash. De blev dannet i 1996, med en debut i 2004 der blev taget godt i mod verdenen over. Silent Revenge er det fjerde album Hibria har rystet af sig. Gennemgang af pladen Silent Revenge åbner med iørefaldende speciel intro der leder videre til en tung baggrund af hårdt distortede powerakkorder og sanger Iuri Sansons godt nok ukendte men familiære vokal. Det, blandet med en dyster korstemme og en fængende speciel guitarsolo, gør pladens single og titelnummer, som "Silent Revenge" er, til en af de mest interessante skæringer på albummet. Det betyder også at næsten alt krudtet bliver fyret af på en gang i den absolut første del af pladen. "Silent Revenge" leder over i "Lonely Fight", som lyder på præcis samme måde som før. Samme tunge powerakkorder, samme tempo, samme vokal. Udover en bassolo er der intet, der springer fra. Det gælder for langt størstedelen af Silent Revenge; enslydende guitargroves og et lille gimmick til at rive sig løst fra resten. De små afvigelser er meget forskellige, et stille klaverstykke på "Deadly Vengeance", et c-stykke på "Walking to Death" der kunne have været fra Iron Maiden, eller det forfærdelig irriterende Silence Will Make You Sufferer stykke, der bliver sunget om og om igen på nummeret af samme navn. Der er også et par øjeblikke, som er værd at trække frem. "Shall I Keep Burning?" er Hibria’s bud på en powerballade. Den åbner med en akustisk del og bygger op til den klimatiske guitarsolo. Tempoet er sænket lidt, og følelserne træder lidt mere frem. Det stærkeste riff på Silent Revenge findes på "The Way It Is" der har en smule Judas Priest flair over sig. Soloen er en kamp mellem de to guitarer og bassen, som får en solospot, derudover trænger bassen igennem på en flot melodisk måde der sjældent ses, som lige drysser godt krydderi på. "Shall I Keep Burning?" optræder også i en akustisk udgave til at lukke albummet på. Den hurtige solo er også spillet akustisk, og det får et meget latinsk præg deraf, men alt det episke forsvinder derfra, og den bliver lidt ligegyldig. Hibria er et velspillende band, der kan deres shit. Det lyder aldrig for teknisk, men det er let at beundre dygtigheden blandt musikerne, og de får alle sammen lov til at stråle. Iuri Sansons vokal er stærk, og selvom der bliver kæmpet lyder det aldrig anstrengt. Sangene er catchy og veludførte, soloerne er fede, de bevæger sig aldrig for langt væk, men udfordre øregange lidt alligevel. Konklusion Så hvad er det, der mangler? Der er ingen kant og Silent Revenge er for enslydende. Der er ikke rigtig noget, der stikker ud til trods for de små godbidder, som man lapper i sig. Det er et lækkert album, men det mangler lige kirsebærret på toppen. Silent Revenge skuffer ikke fans, men det er en smule mere tillokkende at smide noget fra deres bagkatalog på, især debuten Defying The Rules. Trackliste: 01. Silent Revenge 02. Lonely Fight 03. Deadly Vengeance 04. Walking To Death 05. Silence Will Make You Suffer 06. Shall I Keep On Burning? 07. The Place That You Belong 08. The Scream Of An Angel 09. The Way It Is 10. Shall I Keep Burning? (Acoustic ver.) Silent Revenge single, titelnummer og alt krudtet.
