Efter en kort intro går de seks bandmedlemmer i Hecate Enthroned ellers i gang. Jeg har altid synes britiske Hecate Enthroned har stået i skyggen af Cradle Of Filth, og sjovt nok var det første jeg tænkte på, efter at have hørt et par sange på "Redimus", at den mindede mig om gode gamle CoF's "The Principle of Evil Made Flesh". Dog er der stadig en forskel. En stor forskel må siges, at CoF's CD udkom for 10 år siden, og at Hecate Enthroned efter 11 års eksisteren med diverse CoF's medlemmer iblandt, ikke har formodet at ændre sig særligt meget. "Redimus" er nærmest lige dukket op på markedet, og allerede er der to medlemmer, i blandt forsangeren, der har forladt bandet. Og den konstante bandudveksling burde have fornyet musikken, men åbenbart ikke. De første par sange var til at holde ud at høre på, men i længden bliver det kedelige trommespil, de til tider meget diskante guitarer, de meget ensformige keyboard lyde og den kaotisk skrigende forsanger for trivielt at høre på. Dog kom der en overraskelse, et fuldstændig stilskift. Sang 9, "Morbeea", fik mig til at mindes om en blanding af Sepultura's "Chaos A.D." bongospil og senere i sangen en riderlig akkustisk stemning med guitarer. Sang 10, "Redimus", går over i Tiamat "Wildhoney"/ Moonspell "Wolfheart". Hvad der lige var meningen i at smide disse to sange på CD'en, ved jeg ikke, men underligt var det.