​1-2-3 AFSTEDDETGÅR!

Hammer Fight er det bedste bud verden har hørt på, hvordan Motörhead ville have lydt, hvis Lemmy havde villet lave metal og ikke bad-ass rock n’ roll. Uden at ryste på hånden har Hammer Fight tømt en flaske Jack Daniels i ét drag og er gået i studiet og har lavet et metalalbum, Lemmy ville have været stolt af.

Thrash N' Roll fra øverste hylde

Kvartetten bestående af Drew Murphy (bas & vokal), Todd Stern (guitar), Dan Higgins (guitar) og Justin Spaeth (trommer) skal kendes som Hammer Fight, og de har været så venlige at lave en herlighed af et album med titlen Profound and Profane.

Albummet lægger fra land med ”Picking up the Change”, en up-tempomagtdemonstration i den ædle disciplin at thrashe melodiøst med groove. Det gode indtryk holder i det hele taget albummet igennem. Der er primært sange i et hæsblæsende tempo, og man kan næsten smage, lugte og ikke mindst mærke moshpitten. Hammer Fight laver musik, der er skabt til at blive spillet højt, live og nådesløst. Og lige som man sidder og tænker, at det da er meget fedt, men også en kende ensformigt, så bryder de rammen, gearer lidt ned og gør det tungt. Tonstungt. Ikke at de hurtige sange ikke er tunge, men når de lige trækker tempoet lidt ned, bliver det dystert. Med sangen ”Into the Dark” bliver tempoet netop sat ned, uden at det bliver langsomt. Men det får en lidt mere skummel kvalitet, som klæder både band og album.

God afveksling, herlig stemning 

Temposkiftet var en lettelse. Efter de første to sange i højt tempo var jeg lige dele fornøjet og bekymret. Fornøjet fordi det var en herlig omgang, bekymret fordi der ikke rigtig skete noget nyt. Men ”Into the Dark” tog tempoet lidt ned og gav en ny dimension, ok, de her drenge kan sgu spille musik, og de sparer heller ikke på dobbeltpedalen! Fra den flabede ”Gods of Rock n’ Roll”, som ikke lægger fingrene imellem, hverken med attitude eller dobbeltpedal, til den bluesede ”Low & Broken”, en ballade hvor bassist og sanger Drew Murphy viser, at han er præcis lige så hæs og inderlig som Lemmy. Desuden giver balladen et tiltrængt afbræk i, hvad der indtil nu har været en veritabel afstraffelse af alt pussenusset. Den afstraffelse fortsætter efter blues-pausen kun afbrudt af et instrumentalt, let folk-inspireret nummer. Hele vejen igennem er der tale om en tung, beskidt og velspillet omgang thrash med et klart, tydeligt og respektfuldt nik til Lemmy og kumpanerne.

Ærlig musikalitet og præcis NUL kompromisser 

Hammer Fight har med Profound and Profane givet verden en gave, som har potentiale til at blive ved med at give. Som anmelder skal jeg forsøge at være objektiv, vel vidende at musik kalder på følelser, og at smag ikke kan diskuteres. Derfor har jeg brugt en anseelig portion af min tid med det her album på at lede efter svagheder. Det følte jeg, at jeg var nødt til at gøre, fordi jeg godt kunne mærke, at begejstringen var på vej til at stikke af med mig. Men ærligt talt: Selv den instrumentale ”The Crate” med sin let folk-inspirerede stemning er bare lækker! Og med sine knap 5 minutter viser bandet også, at de forstår kunsten at begrænse sig. Men hvis man SKAL være kritisk, og det skal man jo, så er der absolut intet nyt under solen. Vi har hørt det hele før, selvom det sjældent er hørt så ærligt leveret. Alting skal ikke være nyskabende, men skal man have absolut topkarakter, skal man også komme med noget banebrydende. I hvert fald hvis man skal have det af mig. 9 flækkede og knuste kranier bliver det dog til.