Helten drager på eventyr
Her er soundtracket til dig, der altid har undret dig over, hvordan en virkelighedstransformation ville lyde, når Link drager ud på eventyr i jagten på Zelda. Og et passende bud på dette kunne være Hällas nye album Conundrum. For de beskriver netop deres musik som eventyrlig rock, og det er denne følelse man får, når man lytter til dette albummet, men altså, hvad vil betegnelsen ”eventyrlig rock” så sige? Og er det overhovedet en betegnelse, man kan bruge?
I skyggen af giganterne
Hvis du forestiller dig 70’er-prog-rock blandet med 80’ernes synthesizer, har du umiddelbart beskrivelsen af den slags musik, Hällas spiller, og albummet her hører til i sin egen lille tidslomme. Det er sjældent, man hører denne slags musik som nyproduceret, og de formår at indkapsle tidsånden og stemningen omkring musikken i stil med bands som Yes, Nazareth og Blue Oyster Cult. Spørgsmålet er, om det kan lykkedes et band, der spiller en nichegenre som denne, at tilføre musikken noget nyt, eller om det i virkeligheden er gammel vin på nye flasker?
Pladen begynder med en futuristisk og stemningsfuld intro, den fremstår ret dyster at lytte til, hvilket egentlig er paradoksalt, når man tænker på, at resten af pladen er munter tju hej-rock. Herefter slår den hen i ”Beyond Night And Day”, som har et catchy powerakkord-riff og en discolydende dobbelt hihat, hvilket klæder nummeret godt. Sangen er i og for selv fin nok med varierende passager, der er bare noget anstrengende over forsanger Tommy Alexanderssons stemme. Om det er et spørgsmål om tilvænning eller præferencer ved jeg ikke, men det er i hvert fald ikke bandets stærkeste kort. Næste nummer på pladen, ”Strider”, jammer over et stykke, der lyder nærmest identisk til Yes’ ”Hold On”, det er bare ærgerligt, at sangen ikke rummer de samme fede instrumentale passager og melodiøsitet, og det føles lidt genbrugsagtigt. Det hele er dog ikke skidt og kanel. Der er sange på albummet, der egentlig holder hele vejen igennem, og her vil jeg især fremhæve pladens sidste halvdel. Her er sangene både markant længere og mere helstøbte. ”Labyrinth of Distant Echoes” har noget mere kant og vildskab end de andre, det kan bland andet høres på den galoperende rytmeguitar, der giver associationer til Iron Maiden – nuvel, en meget blød udgave. Sangen har nogle fede dobbeltharmonerende guitarsoloer og nogle spændende psykedeliske synth-passager.
”Blinded by the Emerald Mist” er efter min mening albummets stærkeste nummer. Det har en fed opbygning, en utrolig munter og vellydende keyboardintro med alt, der hører til af bas- og guitarrundgange til at bakke op. Bandet er varieret i sit udtryk, og her kan man for alvor mærke den mere legende tilgang til musikken. Dette er både i form af forskellige tempo- og temaskift og forskellig brug af instrumenter, og det hele spiller sammen. Den følelse har man ikke helt på de andre numre, men det viser da, at de er i stand til at skrive originale helstøbte sange.
Endnu et?
Hvis du er fan af god gammeldags prog-rock, vil jeg sagtens kunne forestille mig, at du kunne nyde dette album. Det er prog-rock med et twist af alt det bedste (eller værste) af 80’ernes synth og stortrommer. Og ja, Hällas er klart nogle dygtige musikere, der spiller utrolig godt sammen. De viser også, at de er i stand til at skrive helstøbte sange, der ikke virker som genbrug af gamle melodier og riffs. Man kunne dog savne noget mere af dette på albummet, da der er lidt langt mellem snapsene, og selvom albummet er nyt, føles det alligevel som et hyggeligt genhør. Om det er en god ting, vil jeg lade være op til dig at bedømme.
