Graveyard spiller koncert i Sønderjyllands Hallen, Aabenraa .
Graveyard - Innocence & Decadence

Innocence & Decadence

· Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Spilletid:42.35
Antal numre:11

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 10/10 baseret på 2 stemmer.

Et lille mesterværk fra den anden side af sundet.

Det evigt tilbagevendende retro-spøgelse

Et godt førsteindtryk er altid en god start. Således var mit første møde med Graveyard en tidlig aften på Copenhell i 2014 et dejligt møde. Solen var på vej ned og til lyden af de fire svenske retro-eksperter, kunne mine venner og jeg smide os i græsset med øl og Jägermeister. Perfekt soundtrack til en ligeså perfekt afslapningsstund.

Efterfølgende dyrkede jeg ikke Graveyard, og de gik slet og ret i glemmebogen. Med få undtagelser fik jeg nemlig kort sagt nok af alt den retro-rock, der som en ond ånd fra de svundne syrede start-70'ere myldrer frem alle vegne. Men det er, som om retro-rocken ikke vil lade mig være. Som en uundgåelig Freddy Krueger i mit musiske drømmeland er retro-rocken noget, jeg konstant løber ind i, hvad enten jeg vil det eller ej, og denne gang kom Graveyard snigende ind fra højre. "Anmeld mig", blev der sagt. Så for at slippe af med det onde retro-spøgelse, gjorde jeg som diverse gyserfilm altid har lært mig: Jeg konfronterede ondskaben! Og hvad skete der så? Tjo, det grumme spøgelse var slet ikke så slemt. Faktisk var det en rigtig dejlig oplevelse at møde.

På niveau med de største

Trods modvillighed smækkede jeg skiven på, og så måtte jeg overgive mig efter halvandet nummer. Selvom bandet hader mærkatet, så er de uofficielle verdensmestre i retro-rock, når det er allerbedst, og det kræver ikke mange minutters syrede bluesy riffs og grooves fra Joakim Nilsson & co, før man er helt solgt. Med en svinefed lyd over hele linjen og en sublimt skrabet vinylagtig produktion, leverer Graveyard elleve sange, der hver og en er så

fandens medrivende og godt skrevet, at man simpelthen ikke kan lade være med at blive fascineret. Havde Graveyard eksisteret i den periode, som de så heftigt refererer til, er der ingen tvivl om, at de havde været legender på højde med Led Zeppelin, The Doors og alle de andre store inspirationer. Jep, så gode er de nemlig!

Fuldendt og fænomenalt

Nok kigger Graveyard bagud mod svundne tider på rigtig mange parametre, men på Innocence & Decadence, deres fjerde skive, er bandet kommet så langt og blevet så determinerede og selvbevidste, at der skal holdes skarpt øje med disse fabelagtige svenskere langt ind i fremtiden. Jeg troede ikke, retro-rocken havde relevans i 2015, men det har den nu!

Jeg har sjældent hørt et så fuldendt album inden for denne genre. Produktion, mix, sangene, fraseringerne, insrumentalisterne - ja, jeg kunne blive ved. Alt sidder lige i skabet, og det er, hands down, bare fænomenalt godt. Eneste anke er, at pladen med sine ca 40 minutter er alt for kort, og det store lange episke nummer i "Stairway”-klassen mangler. Men kort sagt: Ord er overflødige, bare lyt til pladen, og lad den tale for sig selv. Vi lander på ni flotte kranier.

Tracklist

  1. Magnetic Shunk
  2. The Apple And The Tree
  3. Exit 97
  4. Never Theirs To Sell
  5. Can't Walk Out
  6. Too Much Is Not Enough
  7. From A Hole In The Wall
  8. Cause & Defect
  9. Hard Headed
  10. Far Too Close
  11. Stay For A Song