Det samlede værk
Det er nu hele 16 år siden, at Graveyard debuterede med deres eponyme album, og vi har på heavymetal.dk redaktionen haft den store ære af at anmelde samtlige af deres udgivelser indtil nu. Alene af den grund skal deres nyeste langspiller 6 selvfølgelig også modtage sit øjeblik i rampelyset. Bandet som består af Joakim Nilsson (guitar, vokal), Jonatan Larocca (guitar, anden vokal), Truls Mörck (bas) og Oskar Bergeinheim (trommer), har for længst bevist, at de skal tages seriøst, når det gælder den store scene. Tilbage i 2015 høstede deres fjerde album Innocence & Decadence ni kranier på hjemmesiden, og derfor var der også visse forventninger til deres nyeste udgivelse 6.
70’er-inspireret og autentisk
Graveyard har hidtil demonstreret, at de har styr på deres virkemidler. Deres seneste album Peace blev dog beskrevet som småkedsommeligt og uden alt for mange højdepunkter, da vi anmeldte det tilbage i 2018. 6 har valgt at bevæge sig betydeligt mere i retning af blues-rock frem for hard-rock, hvilket harmonerer særdeles fint med Joakim Nilssons sjælfulde vokal. Dette bliver tydeligt demonstreret allerede under introduktionssangen ”Godnatt”, som beskriver at ligge søvnløs i sin seng, mens minderne fra fortidenhensætter en i drømmende tanker. Selvom Nilssons evner kniber med at nå de højeste toner, leverer han en utroligt passioneret præstation gennem hele udgivelsen, og det fortjener han stor anerkendelse for. Samlet set giver 6 et afdæmpet indtryk fra sig – måske endda en anelse for afdæmpet. Svenskerne formår afgjort at levere energien, når de ønsker det (som tydeligt høres i ”Just A Drop”), men desværre bliver albummet lidt for melankolsk og æterisk samlet set. Især stortrommen kunne have haft gavn af mere opmærksomhed for at sætte det generelle tempo op.
Udgivelsen er især kendetegnet ved sit blide guitarspil og nærmest drømmende tekstunivers, hvilket straks fremkalder associationer til 70’ernes blues-rock, især Led Zeppelin og et af deres mere eksperimenterende albummer ”House of the Holy”. Albummet delte vandene i sin tid, men er efterfølgende blevet hyldet som en ubestridt mesterværk, der var med til at definere genren. Selvom 6 måske ikke eksperimenterer i samme grad, er der bestemt store ambitioner bag det. Et fremragende eksempel på dette er ”No Way Out”. Kvartetten lader nummerets egen dynamik tale for sig selv, og det kulminerer i et gribende og mindeværdigt omkvæd. ”No way out, out of line, way out of sight, hang on madly baby, hold on tight”. Det centrale tema er kampen for frihed, men endnu vigtigere erkendelse af, hvor udfordrende og nærmest umulig den kan være at opnå. Albummet stiller bestemt krav til sin lytter, og forventer, at man sætter sig i ro og mag for at nyde dens nuancer.
Ikke desto mindre er det ikke alle sangene, der formår at holde niveauet. ”Sad Song” kommer på skuffende vis aldrig rigtig i gang, og der mangler simpelthen et hook eller afgørende øjeblik, der imponerer. ”Rampant Fields” er også en relativ svag afslutning på albummet og virker, som om den går lidt tabt i sine egne tanker. Dette er et fint eksempel på, at Graveyards passion nu muligvis er mere rettet mod blues end rock-genren, hvilket er synd, da deres tidligere værker såsom Hisingen Blues (2011), stadig er blandt svenskernes bedste udgivelser.
Må jeg bede om en lille dosis fortid til morgenmad, tak?
Samlet set er 6 en forbedring ift. Peace på trods af den dominerende melankoli. Der er fine højdepunkter at finde, og autenticiteten er utvivlsomt resultatet af den passion, som ligger bag. Der er øjeblikke, hvor man tænker, at det til tider ville være sundt at få serveret en dosis retro-rock til morgenmad. Graveyard gør lige nøjagtig dette, og giver os et oprigtigt indblik i, hvordan musikken har udviklet sig over tid, uanset om vi ønsker, at den havde det eller ej.
