Hov, var det ikke dødsmetal?
Hver gang jeg griber ud efter en skive symfonisk metal er det med en forventning om en stemning af vidunder og eventyr. Men hver gang jeg lytter til én, er det riffene, eller manglen på samme, der i sidste ende afgør min oplevelse – uden gode metalriffs bliver produktet for sikkert, hvor det burde have været farligt. Det er med dette in mente at jeg kaster mig ud i Graveshadows album nr. 2, Ambition’s Price, som har fundet vej til mit skrivebord. Graveshadows debut, Nocturnal Resurrection, blev godt nok ikke overdænget med ros da den udkom i 2015, men det har de mulighed for at rette op på nu. På trods af det dødsklingende navn beskriver de selv deres stil som symfonisk metal med elementer af doom, thrash og goth metal. Ambitiøst? Det må man sige. Dyrt? Vi får se.
Tryk på me-tal
Jeg kan med fryd konstatere, at Graveshadow deler min holdning til symfonisk metal. Selvom Ambition’s Price rummer godt med eventyr og heltekvad, beholder bagmændene og -kvinderne altid den ene fod solidt plantet i traditionel heavy metal. Riffsne minder om alt fra Grand Magus til Judas Priest, mens vokalerne veksler mellem melodiske ørehængere og hæse growls, begge leveret af forsangerinde Heather Michele (Helion Prime), skønhed og udyr extraordinaire. Keyboards leverer enkelte introer og mellemspil, og benyttes ellers fortrinsvist til at tilføje en baggrund af strygere og blæsere.
”Doorway to Heaven” giver skiven en lidt usikker start med en lettere klichéfyldt keyboardintro og et generisk éntoneriff, men når dog at spille sig op inden den afløses af ”Widow and the Raven”. Her sættes tempoet op med et klassisk metalriff og en baggrund af skiftevis blæser- og strygersynth, mens vokalerne bevæger sig fra et stort vers til en større bro og endelig til et kæmpe omkvæd. Denne skabelon bruges til størstedelen af albummet, men Graveshadow varierer slutproduktet nok til at holde ensformigheden stangen, og jeg får aldrig følelsen af at sangene gentager hinanden.
Vokalerne er det store fokuspunkt på Ambition’s Price, og Heather Michele skuffer ingenlunde. Udover at besidde en fremragende stemme og teknik, tilføjer hun kompositionerne følelser af retfærdig vrede (”Slave”, ”Liberator” og ”Warchief”), storslået melankoli (”Gates”) og grum hårdnakkethed (”Ambition’s Price”). Resten af gruppen gør et fint stykke arbejde set fra et håndværkersynspunkt, men både guitarsoloer og trommefills er hørt bedre, ligesom keyboardene af og til degraderes til andenviolin, så at sige.
Det er til gengæld også det mest væsentlige kritikpunkt. Albummet varer 55 minutter, men takket være det varierede udtryk føles det lige akkurat ikke for langt. Tre power-ballader forekommer mig dog én for meget, og det er kun ”Gates”, der fuldt ud kan bide skeer med resten af sangene. Produktionen er ikke fantastisk, men det bliver kun en hæmsko når dele af guitarriffs overdøves (verset i ”Widow and the Raven”) eller når keyboardsne kommer i ubestridt fokus. Her lyder de enten flade (”Eden Ablaze”), eller også klipper de (”Liberator”), hvilket kan undre eftersom de lyder fint resten af tiden.
Underholdende fra start til slut
Ambition’s Price er et album, hvor hvert enkelt nummer vækker glæde hver gang jeg når til det. Vokalerne er bedre end alt andet, men der er tilstrækkeligt riffværk til at tilfredsstille folk, der, ligesom jeg, synes at heavy metal skal indeholde i hvert fald en snert af fare. En anelse mere innovation fra orkestret vil løfte gruppen endnu højere, men det skal ikke skygge for det faktum, at Graveshadow har begået en fornem opvisning i aggressiv symfonisk metal. Stort skridt fremad!
