Dødsmetal efter døden
Navnet ”Gorephilia” lyder måske som endnu et standard dødsgrind-band, men de er hverken eller. Bag aliaset står fire finner, som ufortrødent tilbeder Døden, selv efter Han tog gruppens oprindelige forsanger i 2018. Tre år har det taget den tilbageværende kvartet at stable opfølgeren til det fantastiske Severed Monolith på benene – endda med en fremragende split med ingen ringere end Undergang ind imellem. Into the Eye of Nothing er Gorephilias tredje studiealbum, og det første med guitarist Jukka Aho på vokal. Men selvom mange elementer er intakte, lever treeren ikke op til forgængerens styrke.
Halv kraft
Stik imod finsk tradition er Gorephilias stil temmelig inspireret af Morbid Angel, mere specifikt Covenant og frem. Dette betyder en kontrolleret levering af forbløffende voldsomme og ødelæggende riffs med behørig opbakning fra trommesættet. Finnerne lader til at være indædte modstandere af dikkedarer, hvorfor åbneren ”Walls of Weeping Eyes” blot benytter en enkelt takt, før hele rytmegruppen går i udbrud. Tro mod forbillederne lyder riffene af dødsens elendighed, men fra et perspektiv af en fascineret tilskuer og budbringer. Albummet drives som hovedregel frem i et tungt, marcherende midtertempo, hvilket understøttes af en tilfredsstillende rumlen fra dobbeltpedalen. Således drager musikken af sted mod et tidligt højdepunkt på treeren, ”Ouroboran Labyrinth”; Et absolut uimodståeligt monster af pludselige skift, skærende tremolo-riffs underbygget af blastbeats og knusende sadistiske headbangerriffs. Aho stemmer i med et kompetent growl, som konsekvent optager de dybere registre.
Ingen kan sætte en finger på gruppens evne til at skabe modbydelige sange, men de benytter sig desværre af den i mindre grad på Eye of Nothing end tidligere. De længste numre trækker pinen i langdrag. ”Perpetual Procession” tager sig to minutter længere end åbneren uden dog at levere andet eller mere. Endnu værre går det ”Devotion Upon the Worm”, som veksler mellem et kosmisk svævende, men ellers begivenhedsløst hovedtema og en ligefrem taktfast trasken. En sammenligning med den lige så lange ”Black Horns” fra Severed Monolith falder uheldigt ud, da sidstnævnte på én gang er mere dynamisk, voldsom og mindeværdig. ”Devotion” efterfølges desuden af et mellemspil, hvilket virker unødvendigt, da sangens outro allerede fungerer som en kontrastfuld pause fra albummets generelt voldsomme niveau. I det hele taget taber albummet det morbide raseri fra åbningstrioen og får det kun genskabt på afslutteren.
Et mellemalbum
På overfladen indeholder In the Eye of Nothing de samme byggesten, som gjorde Severed Monolith til et enestående dødsmetalalbum. Men sangskrivningen virker mindre indædt her, og når først albummet taber fremdriften kort før halvvejs, kommer det ikke for alvor op i gear igen før afslutningen. Undervejs er der gode idéer, som desværre ikke udmønter sig i gode sange. Det er svært at vurdere, om gruppen kæmper med at finde den kemi, som forgængeren nød godt af, men Gorephilias tredje udspil virker i hvert fald som et mellemalbum.
