Lamb of God - VII: Sturm Und Drang

VII: Sturm Und Drang

· Udkom

Type:Album
Genre:Heavy Metal
Spilletid:48.07
Antal numre:10

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 10/10 baseret på 2 stemmer.

Lamb Of God rider triumferende ud af mørket på aldeles fremragende nyt album!

“Hard times make for good metal"

Det har i en del år ikke været let at være Lamb Of God. I 2010 mistede en ung fan livet efter en af deres koncerter i Prag som følge af de skader, han havde pådraget sig ved at springe ned fra scenen. To år senere, da bandet vendte tilbage til den tjekkiske hovedstad, stod politiet klar til at anholde frontmand Randy Blythe i lufthavnen - sigtet for manddrab, da han angiveligt havde skubbet den pågældende fan ned fra scenen.

Som den mesterlige dokumentar “As the Palaces Burn” også fortæller, blev han frikendt. Men selvfølgelig ikke uden ar på sjælen efter varetægtsfængsling i et benhårdt tjekkisk fængsel samt en retssag, der drænede bandet både mentalt og økonomisk.

Ovenpå alt denne ballade er bandet nu klar med deres syvende album, VII: Sturm Und Drang. Som Randy Blythe selv formulerer det; “Hard times make for good metal”, og dét har han fandengalemig ret i!

Målrettet og benhårdt

Hårde tider og modgang er potent benzin for de fleste kunstnere - ikke mindst inden for heavy metal - og man skal da heller ikke mange sekunder ind i skivens første nummer, "Still Echoes", før man kan høre et band, der har nogle tonstunge sten, de gerne vil have ned fra deres skuldre. Med overnaturlig energi og præcision lægger Mark Morton og Willie Adler ud med skærende sublime riffs på en solid bund af Chris Adlers eminente trommer og John Campbells stramme bas. Alt sammen akkompagneret af Blythes frådende vokal, der er mere intens, gal og determineret end nogensinde før. Og så er vi ellers i gang! På de følgende 48 minutter leverer bandet fra Virginia nogle af deres bedste numre til dato. Her er intet fyld, ingen kedelige passager og ingen pauser.

Blandt højdepunkterne er uden tvivl det afdæmpede nummer, "Overlord", hvor Randy Blythe synger en ren vokal til at begynde med, inden power-balladen eksploderer i et magisk heavy-klimaks. Her er vi muligvis ude i det bedste nummer, de nogensinde har skrevet, men den diskussion lader vi ligge for en stund. En anden skæring, der kan høres om og om igen, er den fantastiske ørehænger "512" (Blythes cellenummer i det berygtede Pancrac-fængsel). Udover at være et yderst velkomponeret metal-nummer er det også en lyrisk oplevelse at høre Randy Blythe udforske sjælens og sindets yderste afkroge og mørkeste områder gennem sine smukke og dystre tekster.

Lamb Of God har aldrig lydt stærkere

Selvom man kunne fristes til at tro, at VII: Sturm Und Drang er et "fængselsalbum", så er det meget mere og meget andet end det. Som med føromtalte nummer "512" er det et album, der søger efter svar i menneskets sjæl og sind, når det er allermest presset. Og det bedste af det hele er, at man efter en gennemlytning (eller gennembankning, om man vil...) ikke er i tvivl om bandets forløsning, eller at de er kommet stærkere ud på den anden side. Og der var kodeordet; Lamb Of God har aldrig lydt stærkere!

Med endnu en sublim produktion fra Josh Wilbur har Lamb Of God begået et aldeles fremragende album, der bevidner, at hvis de sidste tre år ikke kan tage livet af dem, så er der INTET, der kan! Vi er muligvis ikke helt på højde med bandets mesterværk Sacrament fra 2006, men det er edder sat'me tæt på! Og om VII: Sturm Und Drang går over i historien som deres bedste album, kan jeg være en anelse i tvivl om, da jeg absolut ikke tror, vi har set det sidste mesterværk fra Lamb Of God endnu. Derfor uddeler jeg "kun" 9 grotesk store kranier og må leve med at nogle fans sikkert vil skyde mig for at holde det tiende tilbage. Men for hulen da en fed plade!!!

 

Tracklist

  1. Still Echoes
  2. Erase This
  3. 512
  4. Embers
  5. Footprints
  6. Overlord
  7. Anthropoid
  8. Engage The Fear Machine
  9. Delusion Pandemic
  10. Torches

Kommentarer (1)

Timm Silkjær

Knægten fra scenen

Hvis man har set "As The Palaces Burn".. Så ved man også at knægten fra scenen stadigvæk lever ;) Bare lige til info :)