Disclaimer:  På trods af den store tilfredsstillelse, der ligger i at have rapporteret historisk bredt fra årets Copenhell, har det omvendt medført nogle uhensigtsmæssige flaskehalse i form af hidtil negligerede udgivelser.

… the Echoes of (Deep) November

Et af vores hængepartier er den ellers voldsomt imødesete opfølger fra amerikanske Fires in the Distance – herfra FITD – der ultimo april udgav sit andet album, Air Not Meant for Us. Med sin forfriskende fortolkning af melodisk doom/death metal så gruppen dagens lys tilbage i 2016, hvilket sidenhen manifesterede sig i form af debuten Echoes of Deep November (2020). Undfanget i coronaens skygge kunne man snildt foranlediges til at tro, at udgivelsen – som så ofte set i den periode – ville bære præg af den daværende sundhedskrise. Sundhed var såmænd også at finde på den tematiske dagsorden, dog ikke af den virale art, men i form af personlige erfaringer med blandt andet angst og klinisk depression. Trommeslager Kyle Quintin har desuden forladt bandet, og er på nærværende udgivelse blevet erstattet af Jordan Rippe, som også optrådte på Live at Telefunken fra 2022.

De martrede sjæles røst

Netop det mentale helbred har gennem tiden martret mangt en kunstnerisk sjæl, og listen over sjæle tabt til mørket er bedrøveligt lang: Chester Bennington, Chris Cornell og Dolores O’Riordan er alle tragiske eksempler på den yderste konsekvens, når tilværelsen i sidste ende bliver for smertelig at udholde. Derfor er der også en vis lettelse at spore i den musikalske udvikling fra Echoes …, hvor perspektivet har ændret sig fra basal selvopholdelsesdrift til vigtigheden af mental vedholdenhed i kampen om at blive bevidst og tage hånd om egen dødelighed. For at sikre de bedst tænkelige forudsætninger i opretholdelsen af det autentiske udtryk har FITD genoptaget samarbejdet med producer Dave Kaminsky, der efter kvartettens eget udsagn praktisk talt har fungeret som et ’femte medlem’ siden forrige udgivelse. Kaminsky formår da også på smukkeste vis at indfange gruppens organiske energi og imponerende flerfacetterede følelsesregister.

Modellen er skåret over samme læst som sidst – seks skæringer, der dog denne gang løber knap ti minutter længere end forgængeren. Det giver en samlet spilletid på ikke mindre end 50 minutter. En dristig disposition, der allerede under ”Harbingers” viser sig mere end berettiget. Løseligt fortolket giver titlen meget passende forvarsler om, hvad vi har i vente. Med rig plads til et smukt præludium på halvandet minut finder jeg det velgørende, at de øvrige melodiske indslag begrænser sig til de instrumentale kompositioner. Ingen poleret ’sødsuppe-vokal’ hos frontmand Kristian Grimaldi. Til gengæld raffinerede eksempler på sampling af trommen, der i øvrigt er indspillet særskilt fra de øvrige instrumenter. Hvor broderparten af indspilningen er foretaget i Studio Wormwood, North Carolina, har Jordan Rippe til lejligheden valgt at frekventere den historiske Power Station i New England. Det har lige nøjagtig efterladt det akustiske albuerum på ”Wisdom of the Falling Leaves”, der med jævne mellemrum efterspørges til trommesættet, og i samspil med de velintegrerede pianostykker klæder det virkelig den endelige produktion.

”Crumbling Pillars of a Tranquil Mind” er et skoleeksempel på hvordan albummet hæver sig over og gør op med den melodiske døds konforme emner som liv, død, samtidskriser etcetera. Her får vi i stedet lov til at bevidne en langt mere vedkommende beretning om individets sindstilstand. Et perspektivskifte fra ’udadskuende observatør’ til ’selvbeskuende aktør’, om man vil. På samme vis bør fremhæves det instrumentale indslag ” Adrift, Beneath the Listless Waves”, der iscenesætter Yegor Savonins mange evner, ikke blot som sangskriver, men også som guitarist og komponist. Meget symptomatisk får vi også noget at tygge på ved rejsens afslutning i skikkelse af ”Idiopathic Dispair”. ’Idiopati’ betyder ’årsagen ukendt’ – og det er netop sagens kerne. At fortvivlelsen ofte har rod i form af manglende afklaring. Et tungt budskab, der rammer dybt og inderligt hos overtegnede. Til de dragende riffs i breakdownpassagerne, der bærer præg af Eric Johnsons ikoniske ”Cliffs of Dover”, efterlades jeg med en helt oprigtig ’hold da k*** -effekt’, bedst som tonerne ebber ud.

To ører – én mund!

Tænk melodød/melodoom med et strejf af Amorphis-folk og de samme tendenser til progressiv melankoli, vi finder på tidlige værker af Opeth og Paradise Lost. Voilà – så har du en udgivelse, der planter en solid størrelse 48 midt i masken på en efterhånden noget udvandet subgenre. For 20 år siden flippede Jon Davis en hærdebred langemand til de hithungrende masser. Om end med væsentligt større raffinement og spidsfindighed høres lidt samme tendenser her. Der ingen lavthængende frugter, ingen hurtige kalorier i form af fængende omkvæd. Der må du have fat i den nye med In Flames i stedet. Til gengæld præsenteres vi for en udgivelse, der stiller krav til sin lytter, som det sig hør og bør med produktioner af dette omfang. Et album, der bedre end de fleste besvarer spørgsmålet om, hvorfor mennesket fra naturens side er udstyret med to ører, men kun en mund. Et brutalt, melankolsk og relevant mesterværk, og en milepæl i moderne melodisk dødsmetal. Hverken mere eller mindre!