I de mørke skove i det mørke…

Siden ’97 har Finntroll hjemsøgt de mørke, kolde og dunkle skove i grænselandet mellem Sverige og Finland. Her har de udøvet alskens heksekunster og shamanistiske ritualer, hvilket har ført til skabelsen af værker som Blodsvept og Nifelvind, for slet ikke at tale om deres magnumopus Natfödd. Finntroll har altid været berygtede for deres blanding af skandinavisk black metal og harmonikadreven folkemusik, hvilket har givet dem titlen ”kongerne af polka-black” – jeg ved ikke, hvorfor polka så ofte dukker op i finsk metal, men dem om det, for om ikke andet så giver det da et unikt udtryk samt advarer lytteren om, at det er ved at blive fjollet.

Tralala og hjemmebrændt

Blandingen af black og folk giver super meget mening, og de to spiller utroligt godt op ad hinanden i forhold til at opbygge en atmosfærisk og dyster stemning. Men så kommer harmonikaen … Det er nok et af verdens mest fjollede instrumenter, og det sekund det først spiller, så forsvinder alt mystik som dug for solen – og vupti, så er den esoteriske druidecirkel opbrudt og erstattet af en flok brølende fulderikker, der selv har medbragt hjemmebrændt. Men inden man bliver for sur og knotten, skal man jo huske, at det jo altid har været Finntrolls ideologi (og generelt en ideologi som bands, der hedder noget med ”trold”, tilslutter sig). Vi ved godt, at Finntroll laver fis og ballade, og Finntroll ved godt, at vi ved, at de laver fis og ballade. Derfor har jeg utrolig svært ved at forstå de mere ”seriøse” passager og numre på Vredesvävd, som for eksempel åbneren ”Väktaren”, som udover at være et meningsløst instrumentalt intronummer også bygger en alt for alvorlig stemning op, der slet ikke passer til det næste, og albummets første reelle nummer – ”Att Döda Med En Sten”.

Faktisk så er albummets største svaghed, at Finntroll virker til at have glemt, hvem de er, eller også har der været for mange uoverensstemmelser i øvelokalet om, hvilken musikalsk, retning de ville. For jo-jo, vi får da en blanding af black og folk som altid, men det er desværre alt for ofte en uskøn blanding som olie og vand. De store melodier og ørehængere bliver alt for ofte kvalt i den mere konfrontatoriske black metal, som samtidig aldrig rigtig får lov til at blive virkelig hidsig, før den bliver tromlet ned af hele polkasektionen. Resultatet er derfor en rodet og kaotisk masse, og de fleste af numrene lider under at have en spilletid på fire minutter, for det er lige præcis tid nok til, at Finntroll får prøvet alle deres tricks af. Men det bliver alt for ofte, som når et barn skal fortælle en historie om, hvad han har lavet den pågældende dag: med alt for mange ligegyldige detaljer, en totalt fraværende struktur og alt for mange ”og så”-er.

Man bliver faktisk som lytter helt træt og udmattet af at lytte til Vredesvävd, hvilket er imponerende, når man tænker på, at albummet ikke engang varer tre kvarter, men alligevel har de muntre trolde proppet hele 11 sange ind på skiven – Perkele!

Enkelte lyspunkter i den skumle skov

Vredesvävd er ikke et dårligt album – bevares. Men det er heller ikke et album, der vil gå over i historien som det bedste Finntroll album nogensinde. Det er en rodet omgang tralala, der hverken vil til højre eller venstre, men der er da enkelte lyspunkter hist og pist som ”Ormfolk”, ”Forsen” og ”At Döda Med En Sten”, og hvis man er dedikeret Finntroll-,fan vil man nok mene, at der er flere, men jeg er tilbøjelig til at mene, at man har brug for at rense sine ører og få noget frisk luft i stedet.