Tysk/græsk dobbeltalbum

Edge of Ever er et tysk/græsk band, der først fandt sammen i Berlin i 2012. De beskriver sig selv som et band med meget forskellige medlemmer både i forhold til alder, erfaring og musikalske præferencer inden for metalmusikken. Dette kan høres i deres musik, der ofte blander elementer fra alt fra progressiv metal til metalcore. Bandet har ikke spildt tiden på demoer og EP'er, men udgav som det første deres debutalbum Global Ignition tilbage i 2014. Fire år er gået, og de er nu klar med opfølgeren; det næsten halvanden time lange We Came With The Flood, som vil blive udgivet som et dobbeltalbum.

Når et fuldlængde album burde have været en EP

Dobbeltalbums er af en svær størrelse, og de er altid et meget ambitiøst projekt. På den ene side er der udødelige klassikere som Pink Floyds The Wall, The Beatles’ White Album og The Smashing Pumpkins’ Mellon Collie and the Infinite Sadness. Et sådan album kræver næsten, at bandet har haft succes og allerede har en solid fanbase, før dette bliver vellykket. På den anden side har vi de bands, som ender med at fejle. Dette er Edge of Ever et godt eksempel på. Albummet er simpelthen alt for langt og alt for kedeligt at lytte til. We Came with the Flood er lyden af en lille mængde godt materiale, der, hvis det var sammensat ordentligt, kunne være blevet en fed EP, men desværre endte med at blive et halvanden times dobbeltalbum fyldt med klicheer og kedsomhed.

Albummet starter ellers som sådan okay med den stemningsopbyggende intro “A Distant Thunder”. Dernæst kommer vi ud i titelsangen, som egentlig har nogle ret cool riffs og et forholdsvis catchy omkvæd. Sangen kan ses som en blanding af den melodiske metal, man kender fra Iron Maiden, samt de episke rytmer fra powermetalbands som Sabaton. Her er der tilsat et lille tvist af Dream Theater i keyboardsoloen. Hvad der trækker denne sang ned (og resten af pladen for den sags skyld) er, at sangene ikke er særlig godt komponeret, idet at riffene og overgangene ikke passer særlig godt sammen. Derudover lyder sangerens vokal også meget besværet og anstrengt, hvilket viser, at de ikke er på helt samme niveau som eksempelvis Iron Maiden, som de ellers trækker meget på gennem pladen.

Dette betyder som sagt ikke, at de ikke alligevel kaster sig over dette legendariske metalband. Denne ubehagelige oplevelse finder vi tydeligst på sangen/medleyet Maidens on the Edge. Titlen kombinerer begge bands navne, og det er meget sigende for sangen, da Edge of Ever forsøger at putte deres egen musik og tekster hen over Iron Maiden for at blande det… En katastrofal idé…  Efter den jazzede “The Trooper” intro (ja, du læste rigtigt) forsøger Edge of Ever at skrive et vers, som på akavet vis vist kun har til sinde at namedroppe så mange Iron Maiden referencer som muligt. Derudover hører vi også udødelige klassikere som “Seventh Son of a Seventh Son” og “Hallowed Be Thy Name” blive grueligt forulempet.

Et godt eksempel på mærkelige blandinger af genrer finder vi blandt andet på sangen “The Paintbox”, der starter ud med at lyde som den typiske rock ballade. Dernæst kommer der i bedste reggae stil en guitar ind i en off-beat rytme, alt imens leadguitaristen tapper. Dette passer ærligt ikke synderligt godt sammen, men hvad der nærmest er mest mærkeligt, er det riff, der følger. Det er lyden af et minimalistisk metalcore riff i bedste 2003 stil. Dette ville nogen måske mene, at tiden var løbet fra, og det hjælper jo heller ikke ligefrem, når riffet også er aldeles generisk. Sangen bliver dog reddet en smule af det egentligt meget gode og tunge riff ca halvvejs inde.

Usammenhængende og langt fra gennemført

For at sige det hele kort: Dette bliver ikke et klassisk dobbeltalbum på højde med de tidligere nævnte. Det er om noget nærmere lyden af et band, der prøver alt for hårdt at skabe netop dette. Sangene er alt for lange og kan ikke opretholde lytterens fokus hele vejen igennem. Kompositionerne er usammenhængende og svage. Albummet bliver dog reddet, da der fra tid til anden bliver leveret nogle forholdsvis gode riff. Dog sjældent gode nok til, at man husker dem, når man er færdig med at lytte pladen igennem.