Teknologiens fordele og ulemper

I takt med den teknologiske udvikling er det blevet markant nemmere og billigere at indspille og udgive musik af en ordentlig kvalitet. Borte er de dage, hvor man måtte tage til takke med, at en demo havde mere til fælles med et knap så appelsinfrit individs drabelige kamp med en flok skraldespande end reel musik – medmindre det altså er den lyd, som bandet sigter efter. Men, at det er blevet nemmere at producere og udgive musik, gør også, at der bliver udgivet meget mere musik, og at konkurrencen om lytterne er blevet hårdere. Så hvor efterlader det et nyt band som esbjergensiske Discorpse og deres debut ep Dismemberment? Ja, det kan du måske blive lidt klogere på her.

Mere bid i min død, tak

Skulle det ikke være åbenlyst på bandnavn og titlen på ep’en, så har Discorpse valgt at kaste sig ud i dødsmetallens hyggelige univers. Man skal dog ikke være bange for melodisk skønsang, besøg fra den lokale grisefarm eller en musikalsk gang brøkregning, det er dejlig ligetil og velkendt gammeldags dødsmetal uden så meget moderne pjat og pjank.

På Dismemberment er det det tunge midttempo, der regerer. Et tempo hvis mission så absolut må være at få så mange mennesker som muligt til at overveje, hvorvidt nakkemuskeltransplantation er en mulighed. ”Dark Lust”, ”Sacred Ties” og ”Into Abstraction” lyder da også alle tre til at være stålsat på at udføre førnævnte mission. Der bliver grebet med en jernnæve nærmest fra første sekund, og der gives kun sjældent slip. Når der så endelig bliver givet en smule hvile til den stakkels nakke, er det for enten at give plads til guitarharmonier eller nogle ganske udmærkede Morbid Angel-klingende soli. Nej, de er på ingen måde på niveau med Trey Azagthoth, det er kun en flok keyboardspillende finner, der er det.

Men nu skal der altså mere til for at holde opmærksomheden end bare et solidt midttempo – det er jo ikke Samaels Ceremony of Opposites, vi har med at gøre, og der kommer Dismemberment lidt til kort. Der er en del sektioner både på den syv minutter lange ”Dark Lust”, men også på sidste halvdel af ep’en, hvor nummeret simpelthen står i stampe, og der bliver trillet musikalske tommelfingre. Derudover så mangler der en del mere bid i Discorpses lydbillede. Det er lige lovlig pænt og poleret – ikke i en sådan grad, at Emma Gad overvejer at svinge forbi, men man kunne mistænke bandet for at have læst en smule i Takt og Tone. Som nævnt, så er Discorpse ganske udmærkede til at smede riffs, men var de blevet trukket forbi en rundsav, overhældt med en gang kloakslam eller bare lydt som fik man en cementblok i ansigtet, så havde nydelsen være noget nær total.

Det er langt fra Jordens undergang

Et dundrende midttempo og en håndfuld solide riffs, det er noget nær det bedste udgangspunkt, man kan give sig selv som band – og det har Discorpse i den grad gjort. Ja, så halter det godt nok lidt med at fastholde lytterens interesse og finde den rigtige dødsmetalliske gren at sætte sig på, men det er nu ikke udfordringer, der får Herkules’ 12 arbejder til at blegne – de er ganske overkommelige. Så får Discorpse styr på dette, så spår jeg dem en lys fremtid.